United States or Mongolia ? Vote for the TOP Country of the Week !
Degnekonen viste sit forskræmte Ansigt i Døren til Soveværelset: Hvis Fruen saa vilde komme ...? Nu er han bleven rolig. Fru Uldahl rejste sig og fulgte. Ogsaa i Soveværelset var alt pillent og propert. Og Solen skinnede varmt frem mellem de hvide, blondebesatte Gardiner. I den nærmeste af Ægtesengene sad Jens Oluf halvt oprejst, støttet af mange Puder.
Trappen til Skolen var strøet med Sand. Døren til Huset var saa lind paa sine Hængsler. Straks i Gangen skinnede alting. Væggene, Gulvet, Loftet skinnede. Der var ingen, som saadan fik Grønsæbe til at skinne under sine Hænder som Degnens Tine. Tilhøjre laa Skolen. Den var fuld af en evindelig Summen. Børnene sad i Rader over Abc og Katekismus, hver paa sin Side, som Mandfolk og Kvindfolk i Kirken.
Hun begyndte igen at gaa: Det er ogsaa det forfærdelige Klima, vi lever i, Isidor! Tror Du, lille? Ja, hvis Solen skinnede noget mere, og vi var fri for al den Blæst og Slud, saa vilde Menneskene være meget gladere.
"Det har De ganske Ret i." En halv Time senere blev vor Aftensmad rettet an, og da vi havde spist den, sad vi om Lejrilden og røg og talte, medens de dansende Flammer skinnede paa Klipperne rundt omkring, og de store Stjerner blinkede barsk ned til os deroppe fra.
Men Havedøren blev tidlig lukket og Skodden sat for og de grønne Gardiner hængt over de hvide, saa det lunede. For Moderen holdt ikke af Haven og ikke af den store Allé, naar der ikke var Sol over dem, Sol der skinnede længe. -Gud véd, hvordan det ser ud i Køkkenhaven, sagde hun pludselig til Skolelærerens Tine, medens de om Eftermiddagen sad ved Kaffen.
Da Bai satte sig til Bordet, der skinnede med sin Damaskesdug og mange Glasassietter, sagde han: -Ja, man har det godt i sin Familie. Lille-Bentzen raabte: -Ja, da og lo af Fornøjelse. Huus sagde ingenting. Han sad, som Katinka sagde, bare og saa' glad ud af Øjnene. Og hele Dagen hvilede der en stille Glæde over Huset. Om Aftenen spillede de Whist. Lille-Bentzen var Fjerdemand.
Da jeg atter vaagnede, var det højlys Dag, Solen skinnede muntert ind af mine Vinduer. Jeg foer i Veiret og gned mine Øjne; min første Tanke var atter: Hanen, Hanen! Jeg saae ind i Corpus Juris Værelse Sengen var tom; jeg saae ind til Gamle: samme Situation.
Deres Hjerter var blevet tunge, som om der ventede dem en Ulykke. Saa rev de Døren op og saá hende. Stella havde rejst sig og var gaaet Frem midt paa Gulvet, der maatte saa Kræfterne have svigtet, og hun stod støttet til Bordet. Gardinerne var trukket helt for, men selv i Kabinettets Mørke saá Børnene et Ansigt, blegt som Døden, forfærdelig mager. Øjnene skinnede dybt inde i Hovedet.
Da han var faldet hen, bar de ham i Seng. Ogsaa Trediedagen festede de, saa blev Kese ædru og satte Hverdag ind igen. Men det svenske Foraar kom. Det varede usigelig længe. En Dag skinnede Solen højt og ilddryppende fra Himlens bløde Blaa; skønt der ikke var en Sky paa Himlen, laa Jorden i smeltende Væde, Sneen styrtede vaskende ind i sig selv, Lyset brødes i Vand, i Draaber overalt.
Men ude midt paa Sundet Solen skinnede langt ned i den grønne Sø, Kysterne laa lyse og sommervenlige for og bag da saa Axel i Vejret og smilede, han kunde ikke holde sig længere. Han begyndte at fortælle, om Inger, om hvordan de skulde have det, han vilde købe en Herregaard! Nu med det første skulde Skatten endelig hentes . . . Inger . . .
Dagens Ord