United States or Mauritius ? Vote for the TOP Country of the Week !
Det Thornamske Sundhedsleksikon var som en Skat i Familien: Den giver jeg dig med, min Pige, havde Generalinden sagt til Mathilde et Par Dage før hendes Bryllup og havde lagt Thornam ned i Bogkassen ved Siden af H.P. Holst's Digte og Mathildes øvrige literære Konfirmationsgaver. »Thornam« var i den Familie som en Slags Indvielse til Ægteskabet....
Det er altså ved den Hjælp, jeg har fået fra Gud, at jeg har stået indtil denne Dag og vidnet både for små og store, idet jeg intet siger ud over det, som både Profeterne og Moses have sagt skulde ske, at Kristus skulde lide, at han som den første af de dødes Opstandelse skulde forkynde Lys både for Folket og for Hedningerne."
Madam Bolling var listet ud og ind: hun vilde jo saa gerne hjaelpe. Men Fru Appel blev kun siddende ubevaegelig, og Madam Bolling stod raadvild med Koppen med Suppe til hun gik igen. Kun en Gang havde Fru Appel loftet Hovedet og, mens Taarerne brod ud af hendes Ojne, havde hun sagt: -Han er jo saa ung.
"Ikke Spor," svarede han, og da han havde skrabet saa meget Mudder af som muligt, vendte han sig om mod sin Hest, som var kommen paa Benene igen og stirrede sløvt omkring sig. "Lad mig først sende dette kluntede Dyr hjem," sagde han, "saa skal jeg finde min Vogn, og hvis De ikke har noget imod det, kører jeg Dem til Byen." Som sagt saa gjort. Vi kom op paa Vognen og vendte tilbage til Kolonien.
Og hun gjorde, hvad hun kunde for at glæde og lindre. Madam Oline Rasmussen, den brystsyge Degns Kone, stod grædende i Havslunde Køkken. Er det saa rent galt med Manden? spurgte Ane Kokkepige deltagende. Ok Gud, ok Gud, ja, det er saa rent, rent snavs ... hulkede Oline og nu mente da baade Jens Oluf og jeg, at vi vilde bede Fruen se over, om hun da vil ... Hun har jo sagt ja ... sagde Ane.
Hun havde siden truffet hende i Selskab: Hun er Morfinist, havde hun sagt. Hun havde strax set det paa de nervøse Bevægelser, paa Blikket; i Aftenens Løb saa de ofte paa hinanden. Ellen gjenkaldte sig atter hendes Ansigt, Træk for Træk, Blikket, Farven, Maaden at tale paa: Ja sagde hun hun er Morfinist. Jeg vil spørge hende. Hungeren drev hende, skød alle Indvendinger til Side.
Han kyssede hende paa Kinden og gik. Saa var det altsaa forbi: Han havde sagt Ja. De skulde bort. En grusom Smerte greb hende. Og det stilnede igen, og hun løftede Ansigtet og saa sig om fra Plet til Plet. Hun mindedes den første Aften, Urne havde talt om Carl Der havde hun siddet med hans Billede i sin Haand saa længe.
Men Ellen gav sig igen til at gaa og førte Haanden mod Brystet: Det var maaske bedre ikke at sige det, sagde hun kæmpende, bedre det ikke blev sagt. Men lidt efter standsede hun igen, og mens hun rakte Haanden frem imod ham, sagde hun blidt og roligt: -Jeg vil sige Dem det, Schønaich, at jeg tror paa Dem. Schønaich skælvede.
-Et stort med Kniplinger om Hovedet ... Aa, først maatte jeg slet ikke ha'e det paa min Væg ... -Hvad for noget maatte De ikke ha'e det? for hvem? -Nei i Pensionen maatte vi ikke ha'e unge Dameportrætter ... og jeg havde ikke sagt til Hr.
Under Husbeboernes ærbødige Hilsen blev Porten aabnet, og vi red ud paa Gaden. Nu skulde anden Del af vort Eventyr begynde. Paa Vej til Peking. Da det sidste Hus i Tientsins Kineserby laa bag ved os, var Solen i Færd med at staa op. Hvad de andre kan have følt, kan jeg ikke sige, men jeg véd, at der i alt Fald var én Person i Selskabet, som var inderlig glad ved at have sagt Farvel til Byen.
Dagens Ord