United States or Mauritania ? Vote for the TOP Country of the Week !
Undertiden, naar Moderen kørte med ham gennem Byen, spurgte hun, naar nogen hilste: -Hvem var det, Grandpapa? -Kender dem ikke, svarede han. Men det kunde ogsaa hænde, at Hans Excellence pludselig genkendte et Ansigt og sagde, at det var den og den. -Nej, sagde Moderen og lo: det maa da være Sønnen. -Hm. Naa ja, nu er det vel Sønnerne, der løber rundt.
Enkebaronessen kom i Morges og hentede os her over til Jerslev; det vil sige, hun blev selv paa Næsset hos Sønnen, men Kammerpetersen tog med os. Jeg ved ikke, hvor længe vi skal blive her. Men maa jeg ikke komme hjem til Dig?
Paa de Tider, altsaa for godt og vel en Snes Aar tilbage, levede og regerede den gamle Etatsraad og hans udenvæltske Frue endnu paa Slægtens Stamgaard, Egesborg. Sønnen Frantz, den yngste, havde Kragholm; og Nils sad hen paa en mindre Gaard, Thorsminde, da han jo som den ældste skulde overtage Hovedgaarden, naar Forældrene døde.
"Er Du i Vandet endnu?" raabte han. "Nu kommer jeg," svarede Høg kort, "Du er vel angst, din Fa'r, som har faaet Svømmepræmier, skal drukne i et Vandfad?" De sad nederst ved Bordet, Høg lige ved et Hjørne: naar han vilde tale, maatte det ske over Sønnen.
Saa ufortrøden, at Moderen til sidst sagde: Nej, la' nu være aa fortæl mere, Søren! Jeg tør ikke være her alene! Og saa begyndte hun for tyvende Gang at trænge ind paa Sønnen for at faa ham til at flytte herind i Huset. Hun var gammel, sagde hun, og hvis der skulde komme noget paa, saa laa hun her og kunde hverken faa Hjælp eller Raad, men maatte dø som et andet Kreatur!
"Jeg gik, Fa'r, fordi jeg var lige ved at myrde et Menneske." "Myrde!" Fa'ren for halvt op af Stolen og satte sig tungt tilbage. Sønnen nikkede. Han sad og stirrede ind i Ilden, turde ikke se op paa Fa'ren. "Fortæl." "Det var midt under Drabet. En Karl kom til at støde til mig, jeg stod ham i Vejen; og saa kaldte han mig noget stygt, spyttede mig et stygt Ord i Ansigtet.
Men havde hun fortjent det bedre Den gamle Frue var næsten tilbøjelig til at falde tilbage til sin Barnetro og antage, at det var Vorherre, der personlig havde grebet ind og ladet Gabriel eller en anden Engel sætte Ild paa Hytten for at straffe Baronesse Alvilda og hendes Fætter-Galan! Atter og atter havde Fru Juliane forsøgt at tale Sønnen til Fornuft.
Men dette er hans Villie, som sendte mig, at jeg skal intet miste af alt det, som han har givet mig, men jeg skal oprejse det på den yderste Dag. Thi dette er min Faders Villie, at hver den, som ser Sønnen og tror på ham, skal have et evigt Liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste Dag."
Karl tændte, og Fru von Eichbaum rejste sig. -Det er nok paa Tide, sagde hun, og da hun kom forbi Sønnen, lagde hun pludselig Armen paa hans Skulder: -Jeg har siddet her og set paa din Fa'rs Portræt.... Karl følte, at hun sitrede. Og pludselig bevæget, ligesom hun, sagde han: -Mo'r er saa god og kyssede hende paa Panden.
-Sønnen var i Laksko, forklarede Karl, der blev ved med sin Historie, mens Fru von Eichbaum lo og Ida sad og smilede: aa, hun var ham saa taknemmelig, saa taknemmelig, at han talte. Fru von Eichbaum var altid saa glad, naar Karl talte: "Og han har saa megen Humor", sagde hun altid til Søsteren. Nu sagde hun: -Men egentlig, Karl, er det ikke no'et at le af
Dagens Ord