United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Himlen var høj og sommerlys endnu, skønt det var helt ind i September, og langs Søerne skinnede de gullige Blade mellem Løvet som om det var sydlige Frugter i Solen. Herluf var paa Vejen ud til Gerster efter Prøven, da han saa et Par kendte Rygge foran sig og raabte dem an. Det var Lange med Arnoldsen.
„Du har Ret,“ siger David med et Smil; „men om du havde set ham i Braadsø i Følge med mig og faaet et Begreb om hans Kæmpekræfter, saa vilde du forstaa, at jeg hellere vil tale om ham end om mig selv. Aa, jeg husker, at det engang blæste op, medens vi var langt til Søs. En rigtig bidende Sydveststorm! Søerne rejste sig som Fjælde om os. Hver af os havde en Hvalros paa Slæb.
Der var to unge engelske Matroser ombord ... De blev skyllede overbord og var borte i Søerne. Vi saa' dem ikke mér ... Der kom susende to Redningsraketter ombord, maaske tre, det husker jeg ikke ret. En ramte yderst paa Bovsprydet, en anden lagde sig højt oppe i Masten.
»Dèr!« sagde min Rejsefælle paa Char-à-banc'en og pegede ned ad Hirtshalspynten til. »Han er Vrag, er han! Bare Fokkemasten staar!« Vi var netop komne ud paa Stranden gennem Kanderenden og kørte nu langsomt sydefter paa det klægede Sand, medens Søerne skyllede os om Hjulene.
»Tænkte De noget da? ... At nu var det Døden?« »Jeg tænkte ikke, tror jeg ... Oppe fra Toppen af Søerne havde jeg nogle Gange set Folkene med Redningsbaaden inde paa Stranden, og vistnok mente jeg da, at de nok snart kom ud og tog os op; men nu, da Styrmanden var væk og jeg selv saa yderlig afkræftet, stivnet og følelsesløs, nu sansede jeg mindre og mindre ... bare ramt Saltvand i Øjnene og i Munden og i Halsen og langt ned i mig ... og saa den særeste Musik i Hovedet ...
Mikkel gik lige paa og sad snart bredt bænket i en Landgaard ude ved Søerne, et lyst Sted, hvor man satte fulde Retter frem for ham uden Omsvøb og uden at helde gudsfrygtigt med Ørene. Manden skænkede fraadende Øl i Kruset til ham og følte sig oplivet ved hans Besøg. Her kom der nok ikke lærde Folk til daglig i Guds Navn, Mikkel skrev sig det bag Øret.
-Brandt er tosset, sagde Frøken Brun "hos Kvinderne": hun flyver op ligesom Hønsene. Ida Brandt lænede Hovedet tilbage mod Væggen, og hun saá ud gennem det store Vindu: saa roligt "Søerne" laa, et eneste luende Rødt, nu Solen gik ned.
Derpaa rejste de bort til Tartunaq, men hele Vejen kastede Mændene deres Harpuner op i Luften for at holde det onde borte. Saaledes naaede de vel frem. Og ganske rigtigt! Ud paa Aftenen viste en Brand sig ude paa Havet, og den bevægede sig i Retning af Husene ved Atanikerdluk. Snart gled den ned under Søerne, snart var den synlig over dem.
Ane smør' den, og han ta'er Maden med. Du véd, disse Voksdugsruller, man nu har ... Det ser ud, som gik han i Departementet. Og i samme Tone som den, hvori hun før havde talt om Aline Feddersens "Forstyrrelse", sagde Fru von Eichbaum: -Han gaar sine Ture om Morgenen, langs Søerne -Jeg hører ham ikke en Gang. Hvorpaa Generalinden sagde: -Ja, Morgnerne iaar, de er velsignede.
„Vent, vent, „Let“! Lad os først se lidt paa Søerne, som rejses; de vil se saa dejlige ud!“ Straks rejste Søerne sig, og da Brændingen brød anden Gang mod Land, trak den dem med sig ud i Havet. „Langsom“ blev et Øjeblik svimmel, men snart gik det over, og da hun kom til sig selv, var „Let“ borte. Hun gik nu ned gennem Havet; men der var en, der tog fat i hendes Skulder og førte hende af Sted.
Dagens Ord