Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Axel red med vidtaaben Mund og fjedrede i Benene under store Bevægelser, men Mikkel sad lavt og indgroet i Saddelen med krumme Knæ, det saa ud som om han næppe aandede. Regnskyerne aabnede sig i strakt Drift fra Vest for den hvide, varmeløse Sol, lukkede sig igen. Kragerne stred ude over de vaade Agre. Blæsten tvang de bladløse Hegn.
Saa løftede Fader Hovedet og sukkede og tog hastig fat paa et Brev. Jeg gik et Par Skridt, og han hørte mig og fo'r sammen. -Er det dig, sagde han barsk, hvad vil du? Jeg saa paa hans Ansigt, og jeg kjendte ham næppe igjen. Saa angstfuldt og sløvt et Blik paa samme Tid. -Men Fa'er, sagde jeg, Fa'er er der da ... intet Haab?
Hun er klog og iagttager skarpt, og hun besidder en vidunderlig Evne til at faa Modellen til at udlevere sig. Paa Skagen har hun næppe nogensinde haft svært ved at faa Modeller. Og havde hun dem først for sig, var Fortroligheden etableret.
Da jeg kyssede hende paa Mulen efter at være steget ned af hende ved Tuilleriernes Port, lød der lige saa høje Jubelraab, som naar en Bulletin læstes op for Storarméen. Jeg var næppe i Paaklædning til at besøge en Konge, men turde ikke spilde min Tid. Jeg blev straks vist ind til Joseph, som jeg godt kendte fra Spanien. Han syntes at være lige saa tyk, rolig og elskværdig som den Gang.
Næppe Kunsten, og næppe Samfundet, og Skuespillerne selv allermindst. Cherbuliez i sit Arbejdsværelse
Baaden fik flere Gange nogle frygtelige Styrtesøer over sig, saa den kun med Nød og næppe holdt sig oven Vande; den var menneskefyldt til sidste Plads og ofte synkefærdig, men det var til Gengæld dens store Vægt, der gjorde det vanskeligt for Søerne at vippe den over Ende; det gjaldt da væsenligst om at holde Baaden fri for Vand, stadig øse den, ingen Pavse, ikke et eneste Øjeblik, saa den lænset kunde tage mod nogle Tons Vand uden at gaa til Bunds.
Men Mor, sagde han sagtere, det er saa dyrt i Garden. Grevinden førte Haanden ind mod sit Bryst: Jeg har sparet i disse Aar. Otto Heinrich gik op og ned ad Gulvet. Det var saa mørkt, at de næppe saa hinanden. Helt henne fra Krogen sagde han saa: Mor hvorfor skal Paul Tjener rejse? -Hvem har sagt dig det? -Han fortalte mig det i Gaar. Han græd, Mor. Otto Heinrich tav lidt.
Og Niels Tjener grinte og aabnede Dørene til Spisesalen. Hendes Naade og Baronen sad allerede ved Bordet og ventede. De talte ikke sammen og undgik at se paa hinanden. Og Drengen Julius, som stod med Ryggen til henne ved Anretterbordet, turde næppe trække sit lille Vejr af Frygt for at nedkalde Himlens Lyn over sit vandkæmmede Hoved.
Hun blev rød og turde ikke se op, men alligevel mærkede hun Mændene smile og Kvinderne se, medens Rækken gled forbi dem. Saa bøjede han sig ned og talte til hende. Hun vidste ikke, hvad han sagde, hørte det vel næppe nok. Men han havde saadan en fast, blød Stemme, ret en Stemme, man fattede Tillid til, og som man adlød. Og det jog i hende, hver Gang han talte, og hun svarede meningsløst.
William følte Blikket bag Guldbrillerne paa sig, han kunde næppe tale, stammede lidt. Men endelig fik han Lyden frem: "Jeg takker Hr. Etatsraaden," sagde han og gik henimod Døren. "Og jeg haaber at se Hr. Høg en anden Gang." Da William var gaaet, gik Etatsraaden hen til Vinduet. Han saá efter William i Gadespejlet, lige indtil han var drejet om Hjørnet.
Dagens Ord
Andre Ser