Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 2. juni 2025
Hun dækkede Ansigtet med sine Hænder og sad længe stille: Nei, sagde hun, han skal aldrig sé mig nedværdiget. Og hun led Smerterne taus, udstrakt paa Chaiselonguen, med lukkede Øine. Om Aftenen kom Konferentsraaden; hun slog Øinene op af et kort Blund: Er det Dem, sagde hun. -Naa, har det været meget slemt? -Ja Ellen reiste sig det har gjort ondt, sagde hun.
Der blev en ny Pause, inden Urne løftede Øinene fra Gulvet: Men var det dog ikke paa Tide at holde op? sagde han. -Hvis De mener det, sagde Konferentsraaden. Jeg selv er ingen Ven af Indsprøjtninger. løvrigt tror jeg paa ingen Maade, at Grevindens Tilstand giver Anledning til at nære Ængstelse ... Hun er meget nervøs ... ganske vist ... men
-Ja jeg vil endogsaa sige Dem, sagde han bestemt, en ganske særlig Forsigtighed, Hr. Adolf. Adolf holdt Hatten mod sit Knæ: Ja, sagde han ironisk, men Ordene kom lidt hastigt efter hinanden; Bankerne maa jo vide, hvad de gør. -De tror det, sagde Konferentsraaden skarpere.
Konferentsraaden svarede ikke og Herluf begyndte at tale, benyttende Konferentsraadens Tavshed, udviklende endnu en Gang alle sine Planer.
-Jeg talte for Kammeraterne, Ørnulf rørt og bredt, og han maatte standse for at række sin Ven begge Hænderne, midt paa Trappen. Konferentsraaden tøvede nogle Øjeblikke, før han aabnede Døren til den store Hal for at gaa til Bankraadssalen.
Berg rejste sig og takkede, og Konferentsraaden, der stod op ved Skrivebordet, slog ham paa Skuldren og lo: -Adieu, sagde han, De Ridder af det skandinaviske Opland. Berg gik. Ovre paa Nabohjørnet ventede Adolf i en Kafé paa, hvad det blev til. Spenner var ogsaa kommet til, han, som ellers aldrig kom ind i det Indre af Byen paa den Tid. Adolf var helt rødplettet paa Kinderne: Gik det? sagde han.
Angsten kvalte hende. Hun lagde sig igen til Sengs og jamrede under Tæpperne. Og hun stod atter op og kunde ikke blive noget Steds, og hun kastede sig ned over Stolene og hulkede hysterisk. Hun følte en rasende Hunger efter Morfinen. Hun skrev med rystende Hænder et bønfaldende Brev til Konferentsraaden; kunde ikke læse sine egne Ord og smed sig i vanvittig Fortvivlelse ned paa Tæppet.
Den nye Champagne kom, og Herluf bad Konferentsraaden drikke et Glas: Det var dog en Art Fest i Familiens Skød det var iaften første Gang Lys i Huset, sagde han. Konferensraaden tog Glasset, og Kredsen ventede stille rundt om ham.
Det syntes at more Konferentsraaden, for han begyndte at lé lystigt og lo en rum Tid: Ja, sagde han den Dag vil jeg gratulere Dem. Os staar nu Victoria-Etablissementet i halvanden tinglæste Million. -Vi er tilfreds, sagde han. Konferentsraaden var vedblivende meget munter, mens han rejste sig, og ogsaa Adolf stod op: -Men Centralbanken har holdt os længe hen, Hr.
-Hvorledes gaar det med Indsprøitningerne? sagde han og strøg Kniplingerne bort fra hendes Arm, Smerter Stikkene? -Ganske lidt ... men det er ikke noget at tale om ... Konferentsraaden betragtede Armen: Vi maa snart sé at holde op med at pine Deres smukke Arm, sagde han. De talte om Dit og Dat og Konferentsraaden tog bort. Den næste Morgen kom han selv for at give Ellen den første Dosis.
Dagens Ord
Andre Ser