United States or Puerto Rico ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han gik et Par Skridt frem fra Skrivebordet: Naa sagde han saa vil De jo betragte denne Samtale ... der bli'r mellem os som det, den er som: et Venskabsbevis ... Farvel, han bukkede kort. -Farvel. Der var ikke mer. Haanden gav Konferentsraaden ikke. Adolf naaede Døren og fik den ogsaa lukket: rank gik han, som balancerede han paa et Brædt.
Grev Urne tænkte hele Natten paa den besynderlige Tilstand, hvori han havde truffet Ellen, og den næste Formiddag gik han op til Konferentsraaden. -Nei er det Dem Konferentsraaden reiste sig. Og Deres Ekscellense kommer til mig istedetfor at sende Bud. Han rullede en Stol frem. Der er dog intet paafærde intet slemt. -Ikke noget specielt.
Og da Konferentsraaden pludselig saa' op, som med et Ryk, sagde Berg og slog Armene ned mod Kanten af sin Stol: -Ja vil De sige mig hvad er der vel Plads til i dette Land? Konferentsraaden havde løftet Hovedet, og Berg fulgte instinktmæssig Retningen af hans Blik, der hvilede paa Skandinaviens Kort paa Væggen.
Adolf aabnede Døren, og Konferentsraaden hævede Ansigtet fra Papirerne og saa´ hen paa ham: Strax, sagde han og gav sig til at arbejde igen, mens han lod Adolf staa midt paa Gulvet.
Konferentsraad, sagde han og tilføjede: Paa en Tid, hvor man kunde have sluttet andre Engagementer. Konferentsraaden havde vist slet ikke hørt det, for han vedblev kun at smile en lille Stund og sagde saa, bestandig muntert og uden tilsyneladende Sammenhæng med noget af det foregaaende: -De er en forfængelig Mand, Hr. Adolf en meget forfængelig Mand, det har jeg altid sagt.
Konferentsraaden havde atter hastigt set hen paa hans Ansigt: -Ja jeg har troet at se det , sagde han, at Publikum er blevet mere »nøgternt«.... -Men, sagde han, lad Hr. Adolf komme herop iovermorgen ... Man kunde Jo ordne Sagen en Kassekredit kan man jo altid foreløbig aabne Dem ... til det hele ordner sig. -Ikke sandt, saa siger De hr. Adolf, han kan se herop? sagde Konferentsraaden.
Konferentsraaden hilste, og de Herrer tog Plads uden Ord, siddende om Bordet som en højtidelig Jury, mens Konferensraaden tog Ordet og sagde halvt frem mod Excellencen, der begyndte at manøvrere med et meget omfangsrigt Hørerør at han havde anset det for sin Pligt strax at sammenkalde de Herrer ... navnlig, sagde han, for at berolige Bankraadet.
Og fra alle de kunstneriske Synspunkter gik han over til de mere materielle Fordele. Konferentsraaden sagde endnu bestandig intet, og Berg ventede nogle Øjeblikke.
Hun smilede og rakte ham Hænderne. -Aa, Deres Naade Konferentsraaden tog ikke Øinene fra hende De vil ikke mærke det saa lille en Formindskelse. Blikket gled bort: Naar det ikke kan være andet, sagde hun. Og hun betragtede igen sine Hænder og smilede: Mine stakkels Fingre, Konferentsraad. De er uden Barmhjertighed. -Hvor kan De sige det? -Nu kommer jeg igen iaften. Hun led frygteligt om Dagen.
Men Konferentsraaden holdt de Herrer tilbage: Hva', raabte Excellencen, hva' sier han? er der mere? han var højst misfornøjet. -Ja, Excellence, raabte Konferensraaden: der var en Meddelelse endnu. De Herrer satte sig, ret surmulende, og kun Konferentsraaden blev staaende foran sin Stol, støttet til Bordet: -Det er foreløbig kun, sagde han, en kort Meddelelse, jeg kan gøre de Herrer.
Dagens Ord