Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 4. oktober 2025
Ustanselig snakkende sad han paa Kanten. Madam Bolling kunde ikke faa Stromperne paa ham: -Aa Gud, aa Gud, hun fik dem ikke paa med sine rystende Haender. -Lad mig, Mo'er, lad mig, sagde Tine og tog om den Syge. -Jeg vil op, jeg vil ud, vi skal alle ud, blev han ved, hans Tunge gik uafladelig. -Ja, Fa'er, ja. Han havde ti Mands Kraft, han loste alt igen; hun kaempede med ham af alle Kraefter.
Til højre, det vil sige mod Nord, flød Kanalen mellem solide Granitvægge, men dér, hvor jeg stod, havde den jævnt skraanende Bredder. Jeg red hen til Kanten af Vandet, og da jeg saá, at der ingen var paa den anden Side, steg jeg af min Hest og satte mig i Sandet.
"Saa kender De mig altsaa slet ikke igen," sagde en Damestemme lige ved ham. Han saá op og rejste sig hurtigt. "Jo nu, Fru Grevinde," han var forvirret som alle Folk, der vækkes, og stod og trak i sin Uhrkæde. "Ja, hvis De ikke havde gjort det, havde jeg fundet mig i det." Grevinden satte sig paa Kanten af Sofaen. "Vi har jo kun set hinanden én Gang." William vidste ikke, hvad han skulde sige.
Men hun faldt atter hen, siddende paa Kanten af sin Seng, og hun tog fat paa de samme Tanker, indtil hun rev sig løs og klædte sig paa foran Speilet. Hver den mindste Ting syntes hende en Byrde. Hun ringede paa Kammerjomfruen for at hun kunde sætte hendes Haar. -Hvor Grevinden er bleg, sagde hun. -Ja jeg har ikke sovet inat.
Eks. en Kniphofia eller en Yucca blive anbragt nær Kanten.
"Ikke mere." William vendte sig halvt. "Det er nemmere." Hoff rejste sig, satte sig hen paa Kanten af Chaiselonguen. "Hør Høg ... lad os tale lidt alvorligt," sagde han. "Om hvad?" "Det kan jo ikke blive ved at gaa paa den Maade." "Nej ikke ret godt." Det lød ganske ligegyldigt. "Ja Menneske, saa gør dog noget ... naar Du vil leve ..." William lukkede Øjnene.
Ovre paa Kanten sidder han stadig og venter taalmodigt paa, at Solen skal tørre hans eneste Skjorte. Saa elendig ser han ud. Bare en sammensunken Skikkelse midt i Solskinnet. Han taler højt med sig selv. Enkelte Ord naar helt hen til os.
Det var en vovet Snak om alt muligt, med Spring saa hist, saa her, og med hasarderede Antydninger. Carl svarede kun med "Ja" og "Nei", sad helt ude paa Kanten af Stolen for at undgaa Fyrstindens Vifte, der var lige ved at streife hans Kind, og skottede hen til Grevinden, som sad lidt i Baggrunden i Halvmørket.
-Har De sét, naar en Flue er falden i et slebet Glas med Mælk, og saa har naaet Kanten? Hvordan den kæmper og kravler og kæmper op ad den glatte Side og bliver ved og ved.... Jeg kan aldrig se saadan en Skabning saa dumt det er uden et Sekund, et Nu i det mindste at tænke paa den Nat »Marchen« fra Dannevirke.... -Og det blev ikke bedre, da vi kom derhen, sagde han og saa' op paa Portrætet.
Endnu tre Fod, og jeg var paa Kanten, og jeg var lige i Færd med at lykønske mig til min Flinkhed, da der lød en ildevarslende, skrattende Lyd paa Klippetoppen, og i næste Øjeblik faldt jeg baglænds ud i Luften.
Dagens Ord
Andre Ser