United States or Christmas Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Vi styrtede gennem Krattet. Vi havde kun ét Ønske, at slippe bort fra de frygtelige Hunde. Skoven var tæt, men vi kunde indse, at den ikke kunde byde os noget sikkert Tilflugtssted. Hvert Skridt, vi gjorde, efterlod et Spor, og vi turde ikke tøve et Sekund længere end absolut nødvendigt. Til sidst naaede vi den anden Side af Skoven.
Jeg forsøgte at gøre ligesaa, men mægtede ikke at stoppe mit Spand, der talte netop dobbelt saa mange Hunde som min Ledsagers. Og Manasse, som kom mig til Hjælp, fik lige akkurat fat i Forremmen, da Hundene paa ny stak i Rend. Manasse blev øjeblikkelig reven omkuld og slæbtes af Sted som en Byldt Tøj, næsten usynlig i Snefoget, der rejste sig om ham.
Og efterhaanden som de gik, lænede Ellen sit Hoved til hans Skulder, og bøiet over hende, hvidskede han endnu sagtere; og blev der en Taushed, mødtes deres Blik, mens de smilede, og de hørte Vindpustene, som sukkede i Lindebladene, og den fjerne Støi fra Markerne, hvor et Par Hunde gav sig til at halse i Stilheden.
"Hurtigt!" raabte Nikola, idet han sprang op igen, "der er ikke et Øjeblik at spilde, kast Hundene i Floden!" Uden at spilde Tid, gav vi os til det, og i mindre end et halvt Minut var alle tre Hunde forsvundne i Floden. Da den sidste blev kastet ud, hørte vi de forreste af vore Forfølgere trænge ind i Skoven. Et Øjeblik endnu, og det var for sent for os at undslippe.
Han stod og faldt i Staver oppe ved Baggrundsdøren, og han syntes slet ikke, han hunde huske det allermindste. "Naa, bliver det til noget," spurgte Gerson nedefra. William fo'r sammen. "Du skal s'gu ikke genere Dig for mig," sagde den anden. William gik ned. "Nej, men det er saa sært," sagde han.
Og han sagde til hende: "Lad først Børnene mættes; thi det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for de små Hunde." Men hun svarede og siger til ham: "Jo, Herre! også de små Hunde æde under Bordet af Børnenes Smuler."
Hjemme blev der slet ikke tændt Lys om Aftenen, Faderen og Moderen sad sammen i Sofaen i Mørket. Herluf krøb sammen ved Fødderne af Moderen. Talt blev der ikke. Stridregn var det, saa det slog mod Ruderne: De Satans Hunde, sagde Faderen. De to Jagthunde hylede jamrende oppe paa deres Loftskammer. -Det er mod ondt Vejr, sagde Moderen, sagte, som om hun frøs.
Om Aftenen kom hun tilbage. Hun talte ikke om, hvor hun havde været og ingen spurgte. Man #spurgte# ikke Frøken von Salzen. Otto Heinrich kom hjem Aftenen før sin Moders Fødselsdag. Han gjorde megen Støj og kunde mange Garnisonshistorier. Næste Dag opholdt han sig mest i Haven, hvor han dresserede et Par Hunde. Om Aftenen skulde der være Selskab hos Frøken von Salzen.
Nu kunde der forstod de ikke krybes laenger som Hunde ved Tyskens Bord, hvis ikke det dyreste skulde gaa os af ubodelig Eje og Selvagtelsen skulde glemmes i dette Land.... De raabte alle Bravo og "Hor" og hede Ord, som ingen forstod, mens de saa paa ham med aabnede Munde.
Men hun beordrede Roserne gravet op og Skorstenene forlængede, hvorved hun ødelagde baade Havens og Bygningens Skønhed: Blæse med det , sagde hun bare vi faar Luft ! Og for at holde sig med Selskab, naar Manden var af Gaarde, gav hun sig til at samle paa Hunde. Hun drev det til paa én Gang at huse fjorten, alle af forskellig Race.
Dagens Ord