United States or Wallis and Futuna ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og inden i ham stred det, kæmpede det, hviskedes det rette; han knugede Hænderne sammen, bød al sin Vilje frem: i et eneste frelsende Sekund var det, som om Aandens Kraft skulde bryde Uformuenhedens Gipsdække om ham, som om han skulde gribe det frelsende, som flygtede og veg fra ham Men han vidste, han kunde ikke gribe det
Jeg gjorde det og opdagede til min Glæde, at jeg, naar jeg lagde Hænderne paa de udhugne Sten, der dannede Vinduskarmene, og stemte mine Fødder imod en fremspringende Del af Muren, kunde hæve mig tilstrækkeligt op til at faa et Glimt af Værelset. Jeg gjorde altsaa dette og saá derind, men til min Forbavselse og Ærgrelse var der kun to Mennesker derinde, og ingen af dem var den Mand, jeg vilde se.
-Jeg véd ikke, om du har #set# Ida, siger Louise-Ældst til Enkefruen. Man maa gaa i Jorden over hende. Ida Yngst er første Par med Løjtnanten. -Liv i 'et, raaber Frøken Agnes fra Klaveret. Hun spiller "Paa min Kanapé" saa det klirrer i Strengene. Bai danser med Katinka, til de skal Runde i Stuerne; med hinanden i Hænderne svirrer de ud gennem Dørene.
Bygmester Martens stod ved Siden af Berg paa Broen og gestikulerede; Ørenlyd af hvad der sagdes, hørte ingen af dem. Nede, hvor Scenegulvet blev lagt som en ren Flaskeholder af Bjælker og Huller, stod den unge Adolf og raabte med Hænderne for Munden: Frokosten Frokosten! og Berg og Martens gik tilbage ad Broen, balancerende paa vuggende Stiger: Hold i Tovet Tovet, raabte Martens, som var underst.
-Ja, sagde Herluf, som rystede paa Hænderne af Bevægelse ved Lyden af Erhards Stemme, der var saa mat, og dog var blevet saa underlig melodisk, syntes han. -Stil den bag Hovedgærdet. -Ja, sagde Herluf og gjorde det, før han satte sig ved Sengen. -Ja her ligger jeg , du, sagde Erhard og lod de hvide Hænder falde ned paa Dynen.
Kejseren stod foran mig! Han var ikke mere end femten Alen borte, og Maanen skinnede lige ind i hans kolde, blege Ansigt. Han var iført sin graa Kappe, men den var aaben for til, saa at jeg kunde se hans grønne Frakke og hvide Benklæder. Hænderne havde han bag paa Ryggen, og hans Hage var bøjet ned mod hans Bryst, som han ofte havde for Skik.
De talte ganske ens med samme Stemmer, Generalinden lidt hurtigere, begge med meget aabne og soignerede "A'er", der ligesom bredgjorde alle Sætninger i deres Mund: -Men, Emilie der kom en højere Tone paa Emilie, og Generalinden lod Hænderne falde ned i sit Skød-: hvad mener Du om Aline?
Saa fæstedes hans Blik paa den kolosagtige Kagekone, henne i Klosterporten, hun sad og tørrede Honningkagerne af med Bagen af sin Haand. Han holdt Skue over Slægten hvem var der? Onklerne de var Undermaalere og de havde ingen Børn, Nina hun var Kvinde han, han Men Sikkerheden fra før var borte. Lyset var slukket, Slægtslyset over hans Liv. Han knyttede Hænderne i Lommen og kneb Læberne sammen.
Ogsaa det fornemme Paris; men det bliver paa sin egen Grund og fejrer der disse Tusind og én Nats Fester, om hvis overdaadige Æventyrpragt der af og til naaer Rygter til de smaa, fjerne Kroge af Verden, hvor man slaar Hænderne sammen og korser sig over, hvor Aviserne dog kan lyve.
Han trykkede Staaltøndebaandet mod Væggen af al sin Magt, saa det blev skævt han stønnede af Anstrengelsen. Hr. Emmanuelo de las Foresas kom ind og saá Ødelæggelsen. Charlot stod, højrød i Kinderne, midt imellem Ruinerne. -Hvad skal det sige? hvad er det med det Legetøj? -Jeg har revet det itu, sagde Charlot. -Er Drengen bleven gal? Charlot knyttede begge Hænderne: -Jeg ta'r det ikke med.
Dagens Ord