United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !
Hun saá slet ikke William, rejste sig et Øjeblik op for at tage sit Glas. Gerson bød hende en Knallert. William lagde som i Distraktion sin Arm paa hendes Stoleryg, og i et Sekund trykkede hun Nakken ned mod hans Haandled Saa rykkede hun Stolen ud og tog selv Viften. De dansede lidt vildt. William førte op, han havde ondt ved at holde Rækkerne, de inklinerede i ét væk og fo'r ud alle paa én Gang.
Repetitionstiden var nu begyndt, Kammeraterne var optaget af Eksamen, og egentlig kun Gerson havde i den almindelige Travlhed nogen Anelse om hvad William tog sig til, naar han var borte halve Dage eller paa Gymnasiet lukkede sig inde i Timevis. "Hvor meget har Du faaet repeteret," spurgte han en Dag, da de sad nede under Træerne lige overfor Kirken. "Aa, ikke meget."
Men ved Siden af denne Blasérthed dvælede der dog en altid vaagen Bitterhed, som var født af Utilfredsstillelsen og den tiltvungne Resignation. Paa denne Tid blev Fætrene Gerson Gymnasiaster i Sorø og, som rimeligt var, tilbragte de Søndage og Smaaferier hos Onkelen paa Veilgaard.
"Men hun er slemt afrakket ... han stjal og løb fra hende" ... William syntes ikke at høre, han gjorde et Ophold, som om han ledte efter Ord, derpaa sagde han ilfærdigt: "Vil Du høre det?" og rejste sig. "Naa, spørger Du mig endelig om det," sagde Gerson sindigt, lukkede Bogen og stod op. De gik henad Gangen uden at tale videre og ned ad Alléen.
Men saa pludselig sagde Gerson: "Naa, Du var nok ovre i Kirken idag." Det var skrækkeligt, saa lang Tid det tog at finde den Digtsamling paa Reolen, der stod henne i Krogen i Mørket, og William svarede ikke, før han kom hen til Lyset med Bogen i Haanden. "Her er de," sagde han, det var Aarestrups Digte.
William var den eneste rolige i hele Sværmen. Men om Søndagen tog Fætter Gerson alene til Veilgaard. Han stod og støttede sig til Kulissen, og en Gang imellem holdt han sig for Øjnene: han syntes, det hele dansede rundt med ham. "Professoren" var der. Den instruerende Adjunkt læste hans Rolle op, han skulde først se, hvordan det gik.
"Gud, det er han osse," raabte Gerson, "Du skulde bare høre, sikket Digt han læste højt i Klassen igaar." "Gerson," fo'r det ud af William. "Saa Hr. Høg skriver Digte og om hvad?" Frøkenen lo. "Pyt," Gerson slubrede Kompotsaucen op med en Ske, "naturligvis om Kærlighed." "Ulykkelig?" Hun saá lige paa Høg, og deres Øjne mødtes for første Gang. Saa gled hendes bort.
Falk hilste skødesløst: Hans Datter kom straks, sagde han, og blev ved at gaa rundt om Bordet. Sidedøren blev lukket op, og Kamilla kom ind. Hun rakte William Haanden og ønskede ham velkommen, bad dem saa gaa til Bords og konverserede ivrigt sin Fader. Paa William saá hun næsten ikke. Han søgte at gribe hendes Blik, men forgæves. Senere døde Samtalen hen, Gerson fortalte nogle Skolehistorier.
Derimod tør jeg vel som en gammel Veninde spørge Dem paa Ære og Samvittighed, om De ikke vilde kede Dem altfor gyseligt, hvis vi bad Dem om at tage herud med Fætter paa Tirsdag og blive her hos os i Paasken. Tror De, De vilde kunne holde Livet ud herude, saa kom og tag tiltakke. Meget vilde Deres Komme glæde en gammel Veninde. Kamilla Falk." Om Tirsdagen tog William med Gerson ud til Veilgaard.
Om Eftermiddagen laa Gerson nede i Haven paa en Græsplæne, udstrakt paa Maven lige saa lang han var, og læste. Han saá nok, William drev frem og tilbage ude i Gangen, men han lod, som om han ikke mærkede det, og tænkte, at han kunde Sige det første Ord.
Dagens Ord