Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Aa, ja den første dejlige Tid: da Sommeren kom og "Syforeningen" flyttede ud i Lunden og vi sad dér i en Rundkreds, bag Pavillonen, under Træerne, mens en af os læste højt. Men paa én Gang blev Nina ked af det og slog til Bogen, saa den røg, mens hun begyndte at synge. Og vi andre lo og stemte i med, saa vi sad og sang lige ud i Luften, op i Lindene....
Han saá ubestemt ud i Rummet, mens han sagde: "Jeg kommer for ... kommer for ..." Men saa standsede han. Etatsraaden rømmede sig og flyttede sig lidt i Sædet "kommer for" "Jeg er i Pengeforlegenhed," sagde saa William. Etatsraaden rullede umærkeligt sin Stol lidt tilbage: "Det hænder unge Mennesker," sagde han smilende. William ventede med Øjnene fæstede paa Gulvet.
„Ak, og det er virkelig mig, som ved Sommertide er saa angest for Havet!“ skreg Rypen. Plump! Og saa saa man nogle Bobler. De forsvandt og blev borte, og Solen flyttede sig paa sin Bane, og det gik ud over den Tid, Klapmydserne holder Vejret, naar de søger i Dybet for at finde Æde. Men se: Havliten brød med eet Havets Overflade, og dens hvide Bryst var øverst. Den var død.
-Der gaar jo altid mere til om Ugen, naar Hofjægermesterinden er inde, sagde Frøken Erichsen, der fulgte Guldpengenes Fald. Hun havde lagt sin særdeles hvide Haand ned paa Bordet meget tæt ved Konferensraadens, for at tage Pengene op. Konferensraaden flyttede sit Øje fra Guldet over paa Haandens Hvidhed. -Ja, sagde han og lukkede pludselig Guldet inde i Frøkenens Haand, som han greb.
De var frelste inde i Gaarden og de lo paa én Gang, sagte, begge to. Men Karl sagde og nikkede: -Men det var s'gu for hans Skyld, Admiralen flyttede. -Hvorfor? Karl smækkede med Læberne: "Ralen" er jo en gammel Hund, sagde han blot. De listede op ad Trapperne, og Ida traadte fejl og lo igen, før de naaede Døren. -Du ryster jo, sagde Karl, der hjalp hende Tøjet af.
Og han saa forundret paa hende og spurgte: Hvad hvorfor ikke? En Aften, der var Selskab, havde han lagt sig ved hendes Fødder, og lidt efter havde han støttet sit Hoved til hendes Skuldre. Hun blev forlegen og flyttede sig. Og bagefter, da Gæsterne var borte, havde hun skændt, og han forstod hende ikke.
Hun gav ikke en Lyd men trak Hovedet helt ned i Skuldrene, hun rystede. Otte lagde sig paa Knæ og vilde omfavne hende, men hun trykkede sig haardnakket ind i det tætte Greneværk, Otte flyttede sig efter hende paa Knæene og stødte mod Kanten af et Bord, der var derinde. Susanna, hviskede han. Susanna. Han gentog Navnet og var bleven roligere. Hun sprang hurtigt op.
Han gik et Par Skridt paa Træskostøvlerne, saa det lød, som skulde han afsted, mens Ida fik rakt ham Kaffekoppen og Sofie flyttede Kar ved Skorstenen, for det traf sig, at Fruen kunde vaagne og høre, at de stak Kaffen til Hans Christensen. -Fa'vel, sagde Hans Christensen, naar han havde drukket, og han løftede Klinken ligesaa stille.
I fem Dage hærgede den fredløse Sjæl ved Atanikerdluk og først paa den sjette fik man Fred. Da et Par Mænd nogen Tid efter tog over til de hærgede Huse, var alt inde i Husene opbrændt. Naar man stødte til Murene, dryssede der Aske ned. Da „Langsom“ nu var død, flyttede „Let“ til Bopladsen ved Nugssuaq, og her hændte der hende det samme, som tidligere var gaaet forud for „Langsom“s Død.
Herluf var traet og faldt i Sovn paa sin Skammel med Hovedet op mod Sofaens Kant; Fru Berg flyttede hen til ham, og lidt efter blundede ogsaa hun. Hun vaagnede halvt. Tine ser nok efter Bordet, sagde hun saa med en sovnig Stemme, og Tine rejste sig for at se efter Sofie Fru Berg blev sjaelden rigtig vaagen, for Lampen var taendt og Theen inde.
Dagens Ord
Andre Ser