Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Derpaa gik jeg hen og aabnede Vinduet og saae ud i den tause, stille Nat. Den kolde Natteluft viftede mig imøde, men den gjorde mig godt, thi jeg trængte til at afkjøles. Hendes Billed stod for mine Tanker, jeg tænkte og drømte intet Andet end hende. Naar skulde jeg atter see hende? hvor lang Tid vilde der forløbe, inden jeg atter skulde mødes med hende?
Lægen satte Kandelabren fra sig: "Maaske," sagde han. William sov fast den Nat. Han drømte, at Moderen var blevet rask og at de løb og løb hen over en stor Eng og plukkede hvide Blomster, blev ved at plukke, saa han næsten segnede under Byrden, mens han løb ... Saa pludselig hørte han nogen raabe: Du falder i, Du falder i, og En greb haardt i hans Arm.
Hun drømte om dem om Natten og snusede rundt efter dem om Dagen. Hun vilde have fat i dem og maatte have fat i dem! Hvortil hun egentlig vilde bruge dem, stod hende ikke klart. Maaske til at drikke sig lige lukt ned i Helvede for, da der dog alligevel ikke mere fandtes nogen Glæde for hende paa Jorden.
Igen og igen drømte han den samme bittersøde Drøm om sin Hustru Mona: Hun laa ved hans Side, Armene havde hun slynget om hans Hals, og hendes Legeme brændte imod hans ... Men naar han da vilde tage hende ind til sig for at favne hende helt, svandt hun bort, og han vaagnede beskæmmet og var ensom som før ... Saaledes gled hans Enkemands-Nætter hen.
Han vaklede hen til en Stol, der stod borte i et Hjørne, sank ned paa den, pustede tungt et Par Gange og sov ind under en højttonende Snorken ... og drømte en af sine sædvanlige Drømme: ... Det myldrede med Kvinder paa Gulvet foran hans Seng. De dansede og snoede sig omkring ham, og deres hvide Lemmer lyste som i Skæret af en usynlig Ild ... Tag os ind til Dig, Nils Uldahl? bad de.
Og lange Timer laa hun hen med Sommeren om sig og drømte sødt. Hun begyndte at længes efter Haven. Og hun lod Skovfogedens Børn bringe sig Blomster fra Markerne, og hun lod dem komme helt hen til Stolen, hvor hun sad, for at indaande Kløverens Duft, der hang i deres Klæder. En Dag gik hun ved Lægens Arm ind i Havestuen.
Og heller ikke han syntes at tænke derpaa: ingen af dem saá, at der bestandig var Tale om at drage ud, aldrig om at vende tilbage. Men den Fremtid, som de nu tømrede for William og Høgerne, var af en solidere Art: de drømte nok, men de gjorde i det mindste Virkeligheden til Skueplads for deres Drømme.
Det var rent ud besynderligt, hvor alt distraherede hende: et Insekt, som fløi forbi, et Blad, der faldt til Jorden. Saa fulgte hun Bladet, som det dalede, og Bogen hun læste, gled ned ad hendes Skød, uden at hun mærkede det. Hun bare drømte ... sad hen og drømte. Men vaagnede hun op, vidste hun ikke, hvad hun havde tænkt, følte blot som en mattende Tyngsel ligge over sig.
Mine Forfølgere troede selvfølgelig, at de skulde søge mig i Retning af det Sted, hvor jeg havde sikret mig Charles Merediths Kappe og fra mit Skjul kunde jeg se dem skynde sig netop i Retning af dette Punkt. Ingen af dem drømte om, at jeg laa fredeligt mellem de grønne Grene og lo dem ud.
Da de kom ud paa Vejen, havde de glemt Frøken Jensen. Hun stod og drømte inde paa Perronen, lænet til en Signalpæl. -Frøken Jensen, skreg Præstefrøkenen fra Vejen. Frøken Jensen fór op. Frøken Jensen blev altid tungsindig, naar hun saa' en Jernbane. Hun kunde ikke taale at se "noget drage bort". -Virkelig et net Menneske, sagde Fru Abel henne paa Vejen.
Dagens Ord
Andre Ser