Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 28. juni 2025
Omsider gik Axel fra Vinduet, slog det i. Han og Lucie tog sig for at holde Maaltid. Lucie viste ingen Nysgerrighed efter, hvad der var gaaet for sig. Derpaa lagde de sig til at sove. Det styrtregnede udenfor. Det var i Skumringen samme Dag, Axel blev vækket ved en Larm ude paa Loftet, Trin af en, der gjorde sig Umage for at løbe let, de tabte sig over Loftet og forsvandt.
Som Barn sværmede jeg for den Slags klare Stene, jeg havde en Mængde af dem og bildte mig ind, at jeg var en Prindsesse, og det var mine Ædelstene. Den lille Amalie, sagde jeg, at jeg vilde give dem til? hun var saamænd i Stand til at blive fornærmet paa mig, og hendes taabelige Fader kunde godt falde paa at give hende ægte Ædelstene for at raade Bod derpaa.
De roede en Stund udefter, derpaa forsøgte de at holde sig mod Strømmen, men den var dem for stærk, Kræfterne blev unyttigt spildte, Storm og Sø var ogsaa imod, ingenting hjalp, de drev uhjælpeligt agterud. Da de havde slidt en Timestid og ikke sansede, hvorhen de kom, begyndte Modløsheden at spire iblandt dem.
Saa vedblev han med ejendommeligt Eftertryk: "Jeg véd ikke, hvad han mener om Haiphong, men jeg har en Idé om, at han ikke gerne kommer i Nærheden af det Sted igen." Efter at have sagt dette tav han stille et Øjeblik, saa tog han et Brev op af Lommen, læste det omhyggeligt, undersøgte Konvoluten og henvendte sig derpaa igen til mig. "Jeg vilde gerne gøre Dem et Spørgsmaal," sagde han.
Hør! sagde Kaninen og for sammen, da en Ugle i et Træ lige over Hovedet paa dem satte i med et skærende Skrig. Hvad var det ? Det var bare en Ugle! sagde Karen overlegent. Hun skrikker til Sorrig, nikkede Maren Forlis sagkyndig, da Uglen paa ny skreg op og derpaa udstødte nogle underlige, gurglende Strubelyde. Hun skrikker til Sorrig, gør hun! Hun er li'saa klog som et Par Mennesker!
Han slog ud med Haanden imod Skyerne og truede ad dem, men pegede derpaa med et selvtillidsfuldt Smil paa sig selv og greb o Frækhed Dronningen ved Haanden og førte hende, under Mængdens maabende Forbavselse, med sig henimod Slavehandlerens Lejr. Uden at afvente nogen Indbydelse til at træde nærmere skubbede han Porten op, ved at sætte sine vældige Skuldre imod, og traadte ind.
Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De, hvad De har at rette Dem efter«. Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu ogsaa gik tilbage.
Saasom at en Aftensang , da samme Karen sagde midt under Prædiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder.
Og at Baronen havde givet Ordre til, at Sprøjte og Vandvogn hurtigst skulde køres ned til Brandstedet, og derpaa selv et Øjeblik efter var kommen til Stede og havde deltaget i Rydningsarbejdet.
Med dette Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til København, klagede sig, hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten Mennesker af Djævelen legemlig besatte, og at han havde set hos dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende Djævelens legemlig Nærværelse undtagen det eneste, at de ikke kunde tale andre Sprog end deres Moders Maal.
Dagens Ord
Andre Ser