United States or Norfolk Island ? Vote for the TOP Country of the Week !
Le plus riant vallon qu'éclaire l'oeil du monde. Ved Foden af den lodrette Klippemur, som lukker Dalen, udspringer der en Kilde, hvis Væsen endnu Ingen har kunnet forklare. Den kommer fra en Afgrund under Bjerget, en mørk, mysteriøs Grotte, hvis Bund Sonden ikke har formaaet at naa, og udsender fra dette uudgrundelige Dyb en Vandmasse, der beregnes til halvtredsindstyve tusind Litrer i Sekundet.
Saa drejede han sig om paa Hælene og gik omtrent en tre Hundrede Fod foran os langs med Dalen. Derpaa vendte han sig om for at se, om vi var tæt bag ved ham, og gik hen imod noget, der saá ud som et Hul i Klippen, og forsvandt dèr. Vi fulgte ham og traf ham saa i en stor Hule, hvor han bøjede sig ned imod Sandet, som om han vilde byde os Velkommen.
"Skal vi saa af Sted igen?" spurgte jeg, saa snart jeg syntes, at jeg kunde fortsætte Vejen. "Jeg ønsker ikke at falde i deres Hænder, kan jeg forsikre Dem. Hvilken Vej skal vi gaa nu?" "Lige frem," svarede han og sprang op. "Vi maa se, hvorhen den Vej fører her nede i Dalen. Det vil være haabløst at prøve paa at bestige Klipperne."
Da vi forlod Højen og beredte os til at stige ned i Dalen, saá vi pludselig en stor Stenbygning paa den anden Side af Dalen. Det var Klostret, som vi havde søgt saa længe, og for hvis Skyld vi havde lidt saa meget. Klostret. Vi stod og saá ud over Dalen neppe i Stand til at tro, at vi endelig var kommet til det Sted, vi havde hørt saa meget om.
Hun sad i Spisesalen ved Karnapvinduet. Det havde været Hendes Højheds Yndlingsplads fra Barn. Højden skraanede jævnt. De nys udsprungne Linde stod lyse mellem Gran og Fyr. Nede saa man Dalen med sine spredte Flækker og Markerne, hvis Gærder skar sig frem som mørke Linier, og Engene hist og her et ensomt, blaaindhyllet Træ og Floden. En Sky af let Damp stod mod Aften over dens Løb.
Jeg maatte ned igjen i Dalen, to Gange over Bækken, og kravle en halvandethundred Fod tilveirs ad et System af Stier og Stentrapper til Randen af Bakken. Nærved saae Huset ikke synderlig beboeligere ud; der laa Grusdynger, Stenaffald og Brædder rundt om; de fleste Vinduer manglede. Indenfor var der en afskyelig Træk.
Saa snart det var mørkt den Aften, forlod vi vort Skjulested og gik ned i Dalen, idet vi passede ivrigt paa, om der ikke var Tegn til, at Fjenden nærmede sig; men vor lykkelige Stjerne var endnu i sin Opgang, vi saá ikke noget til dem. Henimod Daggry forlod vi Dalen og kom ind i, hvad man kunde kalde et stort Basin, der blev dannet af et Antal høje Bakker.
Fra det andet kunde vi stirre næsten tre Hundrede Fod ned i Dalen og se den Vej, vi var kommet ad om Morgenen, sno sig af Sted, medens vi gennem en snever Kløft til venstre kunde skelne den Slette, hvor vi havde været to Aftener i Forvejen, i næsten halvtredsindstyve engelske Mils Afstand. Da vort Maaltid var til Ende, tændte vi vore Piber og sad og røg en halv Time.
Paa den anden Side var der et stejlt Fald ned i Dalen, et Fald paa over tre Hundrede Fod. Paa Bjergets Top blæste Vinden en fuldstændig Orkan, men saa længe jeg var bag Bygningen, var jeg ikke udsat for det fulde Tryk af den. Da jeg imidlertid kom til Gaarden, hvorfra jeg kunde se Lys i det Vindue, jeg saa gerne vilde naa, havde jeg stort Besvær ved at holde mig paa Benene.
Dagens Ord