Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 24. juli 2025
Hvis vi vendte os til nogen af Siderne, saa var det lige saa galt fat, og gik vi frem, var det blot at vise os paa aaben Grund og blive jaget som Ræve. Men der var ingen Tid til at standse eller tænke, saa vi fo'r af Sted ned ad Skraaningen. Vi var ikke kommet halvvejs gennem Dalen, før vi hørte Hundene bryde gennem Skoven bag ved os, og et Øjeblik senere hørte vi ogsaa Mennesker raabe.
Da han saa, at han havde fejlet, hævede han endnu en Pistol og skulde atter til at fyre paa mig, da den engelske Sergent ved et eneste Hug næsten skilte hans Hoved fra Kroppen. Hans Legeme havde næppe berørt Jorden, før hele Banden faldt over os, men med en halv Snes Spring og lige saa mange Hug var vi hurtigt ude af Pladsen og galopperede ned ad den bugtede Sti, som førte ned i Dalen.
Til visse Tider, naar Vandet staar lavt, kan en dristig Klattrer vove sig ned i Hullet under Bjerget og ved selve Afgrundens Aabning konstatere dens bundløse Dyb. I Regelen derimod naaer Vandet op til Midten af det aarhundredgamle Figentræ, som skyder ud fra Klippen, hvor Dalen ender; og breder sig der til et lille, stillestaaende Bassin med det vidunderligste mørkegrønne, klare Vand.
Jeg kunde ikke opdage, hvor omtrent i Klostret denne Gang var anbragt, og hvorledes dens Beliggenhed var med Hensyn til den Trappe, ad hvilken vi var kommet op fra Dalen den foregaaende Dag. Men som alle andre var den ganske mørk. Der var kun hist og her store Fakler, som var anbragt i Jernringe i Murene.
De trak ham tættere og tættere hen til Kanten. Saa var der en vild Kamp, en øjeblikkelig Pavse, et hæftigt Skrig, og i næste Øjeblik var Manden forsvunden over Kanten. Han faldt femten Hundrede Fod ned i Dalen. Da jeg ikke kunde se ham længere, var det, som om mit Hjerte stod stille. Den stakkels elendiges Skrig klang i mit Øre. Jeg vidste, at det efter et Minuts Forløb vilde være vor Tur.
Den eneste, som var oppe, foruden vort eget Selskab, var Munken, der lavede vor Frokost; ham belønnede Nikola rigeligt, og til Gengæld for hans Ædelmodighed, blev Portene aabnede, uden at Huset blev alarmeret. Vi red ud, den ene efter den anden, og fandt Vejen ned ad Klippestien til Dalen. Da vi kom ned, fortsatte vi vor Rejse, op og ned som Vejen førte os.
Hans Hoved slog imod Gulvet, og han bevægede sig ikke igen. Nikola bøjede sig ned over ham og overbeviste sig om, at han virkelig var bedøvet. Saa gav han mig Tegn til at give sig Nøglen, og da Døren var aabnet, gik vi gennem den og lukkede den efter os, idet vi laasede den paa den anden Side. Saa styrtede vi ned i Dalen saa hurtigt, som vi kunde. Flugten.
Da vi kom udenfor, kunde vi tydeligt skelne Bjergene paa den anden Side af Dalen, hvor vi for ikke mere end en Uge siden eller saa havde mistet vore Kulier og Æsler. Da vi stod i Solskinnet, slog Førerne deres Fakler imod Muren, til Flammerne var udslukkede. Saa stillede de sig op og ventede.
Som jeg har sagt, vi var aldrig saa snart kommet igennem Porten, før vi tog Benene paa Nakken og flygtede ned i Dalen. Jeg for mit Vedkommende var saa taknemlig over at være borte fra det skrækkelige Sted og endnu en Gang at indaande Himlens friske Luft, at jeg var til Mode, som om jeg kunde vedblive at løbe bestandig. Heldigvis var Natten bælgmørk, og der blæste en stærk Vind.
Jeg lyttede et Øjeblik for at overbevise mig om det og ruskede saa i Nikola, der endnu sov trygt. "Hvad er der?" udbrød han, idet han rejste sig. "Hvorfor vækker De mig?" "Fordi vi er i Fare igen," svarede jeg. "Hvad er det for en Støj i Dalen?" Han lyttede et Øjeblik. "Jeg kan ikke høre noget," sagde han.
Dagens Ord
Andre Ser