Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 3. juni 2025
Længe klang det sagte Forspil, før hun sang: Lad de Døde hvile, lad de Døde hvile Minder, Minder, væk det ikke, lad mit døde Hjærte hvile. Kun i Døden er der Fred og Lise: lad det hvile, lad mit døde Hjærte hvile. Der var Foraarsmorg'ner, mens Syrener dufted' hvor, i Solen, du slog Døren op mod Dagen, mens, af Jubel straalende, du hvisked: "End en Dag endnu en Dag at leve".
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede: -Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen. -Ja, sagde Moderen og rejste sig. Vognen kørte ind ad Porten. Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt: -Det var altsaa Døden? sagde hun. De fire Herrer var holdt op at spille. Hans Excellence nikkede uden at tale.
"Pris den, hvem Prisen skyldes," svarede den gamle, "og nu, da du har set saa meget, er det passende, at du gaar endnu videre, og for at gøre det er det nødvendigt, at vi drager det Forhæng til Side, som skiller Menneskets Liv fra Døden. Er du bange?" "Nej," svarede Nikola, "jeg nærer ingen Frygt." "Det er godt," sagde den ældre Mand, idet han igen slog paa Gongongen.
Da var Klokken elleve om Formiddagen, altsaa var der forløbet fem Timer siden Grundstødningen. Folkene sad i Rigningen og gruede for Døden. Inde paa Stranden var alle i travl Iver. To Gange var altsaa Redningsbaadene komne ind som de gik ud. Endnu var Folkene ubjergede: Der maatte og skulde gøres ny Forsøg.
Saa gik han besværligt hen over Gulvet, løftede Portièren og gik ud. Han talte ikke, men lukkede kun varsomt Kabinettets Dør. Og i samme Nu forstod de alle, at Døden var kommen. Rundt i Krogene græd Børnene sagte, midt i Stuen stod Høg taareløs, vridende sine Hænder. Berg kom lidt efter. Han gik et Øjeblik ind til den Døde og kom atter ud.
Da denne hørte, at Jesus var kommen fra Judæa til Galilæa, gik han til ham og bad om, at han vilde komme ned og helbrede hans Søn; thi han var Døden nær. Da sagde Jesus til ham: "Dersom I ikke se Tegn og Undergerninger, ville I ikke tro." Embedsmanden siger til ham: "Herre! kom, før mit Barn dør." Jesus siger til ham: "Gå bort, din Søn lever."
Stormen slaar Rytterens Askekappe tilside, han sidder nøgen i de bare Knokler, Sneen piber i hans Ribben. Det er Døden, der er ude at ride. Kronen sidder ham paa tre Haar, Leen peger i Triumf bagud. Døden har sine Luner, det falder ham ind at staa af, da han ser et Lys i Vinternatten, han giver sin Hest et Slag over Krydset, og den springer op i Luften og er væk.
Det var ikke nødvendigt at arbejde haardt; der var ingen Alderdom, og Døden kom som en Søvn. Denne Tid kaldtes Guldalderen, og dengang herskede Kronos over Verden. Derefter fulgte Sølvalderen, hvor Zeus tog Styret. Det evige Foraar blev nu afløst af de 4 Aarstider.
-Ja, sagde Marschalinden og stansede pludselig sin Vej. Alle tav igen, til Marschalinden sagde: -Hvor gammel var hun egentlig? -Tyve Aar, svarede Moderen fra sin Plads. -Tyve Aar, gentog Marschalinden. Og Gehejmeraadinden sagde frem imod dem fra sin Krog: -Ja, alting her i Verden er blindt ogsaa Døden. Der hørtes en Vogn i Gaden og Marschalinden løftede Gardinet. Men det var ikke den.
-For hun lærer vel aldrig at "søge sit eget", sagde Fritz. -Nej. Der blev stille igen, før Olivia sagde, og hendes Stemme var meget bevæget: -Véd Du, hvor de Lykkelige egentlig burde være taknemmelige. Fritz nikkede kun. Men Olivia sagde, som kom Ordene langt indefra: -Og saa kommer alligevel Døden.
Dagens Ord
Andre Ser