Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 10. juni 2025
"Hun sagde, at Deres Karakter lignede hendes alt for meget til, at De og hun nogensinde kunde blive Venner." "Er det en Kompliment?" spurgte han, og der var et Blink i hans Øjne. "Man maa ikke tale ondt om de Døde," sagde jeg undvigende. Han saá lidt ærgerlig ud, for saa vidt som disse Diplomater nogensinde tillader sig at se ud af noget som helst. "De har Ret," sagde han.
Og jeg sagde endda, at hun skulde vente, til jeg kom tilbage. Aa r! sagde Isidor ærgerlig Se, at faa hende bort igen, Anna! Sig, at her er Gæster. Men Lig-Johanne var ingen »Strø-for-Høns«. Hun stødte Stuepigen til Side og gik frem. Hendes Gang var usikker, og hendes Ansigt blussede. Hun er jo drukken ...! sagde Fru Thora og krøb nærmere ind til sin Svigerdatter Far, hun er drukken!
"Jeg gaar ned og sørger for, at han faar god Te," og jeg saá tilbage over Skulderen paa Hr. Carruthers. Naturligvis fulgte han med mig, og vi gik sammen ned ad Trappen. I Vestibulen mødte vi en Tjener med et Telegram. Hr. Carruthers rev det utaalmodigt op. Saa saá han ganske ærgerlig ud.
Ved Gud, Mama! bedyrede Barnet og løftede sine store, sorte, fløjelsbløde Øjne op mod Loftet det regner lige midt ned paa Sybordet! Ja, Herregud, saa sig til Jomfru Petersen, at hun skal flytte Bordet og sætte et Vandfad under Dryppet! sagde Baronessen ærgerlig Det kunde I vel for Resten nok have fundet paa af Jer selv! ... Og gaa saa; jeg har Hovedpine!
Ved 3 Miils Fart seer han ærgerlig omkring sig og giver Loggen et velmeent Spark; 5 Miil gaaer an; ved 8 Miil stiger hans Opmærksomhed; 9 Miil Hænderne i Lommen og han seer Enhver dristig i Ansigtet; 10 Miil en omhyggelig Behandling af Loglinen og et begjærligt Blik efter meer Vind.
Da jeg saae en Lastdrager komme slentrende ned paa Broen, gik jeg hen til ham og spurgte. Baaden til Dresdener-Toget var gaaet for ti Minutter siden. Glædesstraalende indvendig, og saa ærgerlig som mulig at se til, gik jeg hen til Damerne med mit Budskab.
Professor! syntes jeg ikke nok!« Det var Skolelæreren, Hr. Storch. Jeg veed ikke, om jeg blev glad eller ærgerlig over at se ham, men vist er det, at jeg ønskede ham Pokker i Vold, da det viste sig, at han hængte paa som en Burre og vilde »slaa Følgeskab« med mig.
For Pokker, der maatte da ogsaa gives en anden Vei, de dumme Folk! Forresten, det har ingen Fare, naar De nu blot vilde gjøre, som jeg siger. Naa, lad saa det Snerperi fare! Jeg lod ved disse Ord langt mere utaalmodig og ærgerlig, end jeg i Virkeligheden var, og var mig det fuldt bevidst.
Og ærgerlig over at have ladet sig formilde saa meget, at han nedlod sig til en Forklaring, snerrede han til mig: »Ja, nu veed De, hvad De har at rette Dem efter«. Derpaa fløitede han Hunden til sig, spyttede og marscherede ind til Siden i Skoven, idet han et Par Gange saae over Skuldren, om vi nu ogsaa gik tilbage.
Men den gjennemtrængende Vind, der pjaskede mig bestandig tættere Tøsne i Ansigtet, jo længer jeg kom ned, fik mig snart til at vende om. Oppe paa Høiden var det ganske vist let at finde Læ, men overalt var der ubehageligt, og jeg selv var mindre sørgmodig end ærgerlig: hele denne Udflugt forekom mig at være en Dumhed.
Dagens Ord
Andre Ser