United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men oppe i Højden sused den evige Sang, Vejrets Lyd, den fjærne, toneløse Summen, som aldrig tier. Jeg lytted så længe til dette endeløse, syge Sus, at det begyndte at forvirre mig; det var visselig Symfonierne fra de rullende Verdner over mig, Stjærner, der intonered en Sang . . . . »Det er Fan heller!« sagde jeg og lo højt, forat stive mig op; »det er Natuglerne, som tuder i Kana'an!«
Jeg faldt atter sammen efter min lange nervøse Ophidselse og begyndte påny at føle den tomme Susen i mit Hoved. Jeg stirred ret frem, holdt Øjnene stive og så ud for mig henimod Elefantapoteket. Sulten rased rigtig stærkt i mig da, og jeg led meget.
FRØKEN SKÆRE. Og Lind svor højt at blive! De begge føjed sig; hvad fattes da? STRÅMAND. Nej, de forviklinger er mig for stive! Men Herregud, hvem kommer striden fra? Her er uenighed på alle kanter. Nu får vi thevand. Gud ske lov. FALK. Hurra for venskab, thevand, kærlighed og tanter! STYVER. Men dersom sagen hænger sådan sammen, så kan den endes let til alles gammen.
Mens jeg sidder således og ser ind i Luften, klarner der sig lidt efter lidt for mit stive Blik en Skikkelse, som jeg tilslut ser aldeles tydeligt og genkender: det er Kagekonen ved Elefantapoteket. Jeg rykker til, retter mig op på Bænken og begynder at tænke mig om. Jo, det havde sin Rigtighed, det var den samme Kone foran det samme Bord på det samme Sted!
Ørene stive! . . . . Det var dog et ejendommeligt grønt Hår på den Kristus i Oljetryk. Det ligned ikke så lidet grønt Græs, eller udtrykt med udsøgt Nøjagtighed: tykt Enggræs.
»Ja, det taler vi ikke om!« afbrød han, og han lagde til med et Smil: »Når Ungdommen er ude . . . . vi forstår . . . .« Henvendt til en Konstabel sagde han, idet han rejste sig og bukked høfligt for mig: »Vis den Herre op i den reserverede Afdeling. Godnat!« Jeg følte mig kold nedad Ryggen over min egen Dristighed, og jeg knytted Hænderne, der jeg gik, for at stive mig op.
Jeg havde intet Håb om at få Lov til at møde hende igen; jeg ønsked næsten et skarpt Nej, som kunde stive mig op og gøre mig ligeglad. »Jo.« sagde hun lavt, næsten uhørligt. »Hvornår?« »Jeg ved ikke.« Pause. »Vil De ikke være så snil at tage Sløret af bare et eneste Øjeblik,« sagde jeg, »så jeg får se, hvem jeg har talt med. Bare et Øjeblik. For jeg må da se, hvem jeg har talt med.« Pause.
Jeg var også temmelig kvalm. Mit Hår lå vådt og koldt om min Pande; jeg rejste mig på Albuen og så ned på Hovedpuden: vådt Hår lå også igen på den, i små Dotter. Mine Fødder havde hovnet op inde i Skoene i Løbet af Natten, men de smærted ikke, jeg kunde blot ikke røre Tæerne stort, de var blevne for stive.
Dagens Ord
Andre Ser