United States or Sweden ? Vote for the TOP Country of the Week !
ANNA. Nej mor, herr Falk var ikke da tilstede. FRU HALM. Nå, det er sandt. Men bliv dog ej så trist; tro mig, af det besøg De høster glæde. FALK. Men sig, hvem er han da, den glædens såmand? FRU HALM. Å Herregud, det er jo presten Stråmand. FALK. Ja så. Jeg tror, at jeg har hørt hans navn, og læst, at han skal ind og gøre gavn, som stortingsmand, på politikens marker. STYVER. Ja, han er taler.
FRØKEN SKÆRE. Ja! En kurv! En kurv! En kurv! Hvad? Har han friet? STRÅMAND. Ja, tænk dig, du! Nå, det var rigtig godt. Uf, han var fæl! Hurra, nu er du min i alle dele! Nu kan du trøstig blive ved at være forlovet med din elskte frøken Skære! STYVER. Og du kan skue gladelig din slægt forøget årligårs med unge Stråmænd!
STRÅMAND. Og om de sparer mig, så véd jeg visst en person, som ikke slipper mig så let; han nytter overtaget, han, kopisten, og det er Deres skyld, og det er slet, De rørte op i gamle sværmerier, og De kan bande på, han ikke tier med dem, ifald jeg mukker blot et ord mod kravet, som de skråler på i kor. Regeringsfolket har en svare magt i pressen nuomstunder, er mig sagt.
Alt fra jeg var liden har jeg hørt tale dog med stor respekt, og det af folk, hvis ord har megen vægt, om presten Stråmand og hans livs roman. Roman? FRØKEN SKÆRE. Roman. Jeg kalder sligt romantisk, som ej af hverdagsfolk vurderes kan. FALK. De spænder min nysgerrighed gigantisk. Men Gudbevars, der gives altid visse, som af det rørende sig lader hidse til railleri!
O nej, i løgnens dagligdagsprofeter, kald tingen en gang med sit rette navn; kald enkestandens rørelser for savn . og ægtestandens vane , som de heder! STRÅMAND. Nej, unge mand, slig frækhed er for stor! Der er bespottelse i hvert et ord! FALK. Jeg går til kampens højtid som til fest. STRÅMAND. Godt! De skal se mig trodse kugleregnen! Og et forlovet FALK. Halvt om halvt, som degnen.
Han er fast bestemt på at modta kald etsteds blandt emigranterne, og derfor Gud, han har da ikke gemt på det gale indfald? Hent Anna og fru Stråmand og fru Halm! Ja, sligt må hindres! ANDRE. Vi må gøre kvalm! At gå som prest derover ANNA. Ja, jeg véd. FRU HALM. Og du har lovet ham ! At rejse med. Så har han snakket for dig! Nej, hvor snedig! FALK. Men husk den indre trang hos ham !
FRØKEN SKÆRE. Kort sagt, som de for mig så tidt erklærte, en bæk, en hytte og hinandens hjerte. FALK. Ak ja! Og så ? FRØKEN SKÆRE. Så brød hun med sin slægt. FALK. Hun brød ? FRU HALM. Hun brød med den. FALK. Se, det var kækt. FRØKEN SKÆRE. Og flytted til sin Stråmand op på kvisten. FALK. Hun flytted op! Foruden sådan vielse? FRØKEN SKÆRE. Å fy! FRU HALM. Fy skam!
FRU STRÅMAND. Nej, den er lig en blomst, som var så net; bi lidt den var nok grå nej, violet; hvad hed den nu ? Lad se den ligned dem, som ; nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom. STYVER. Hvert blomsterbilled går på halte ben. Den ligner snarere en blomster potte . ad gangen har den ikkun plads for én, men efterhånden kan den rumme otte.
De har bevist, æstetisk og forfatterligt, at al min lykke var en dåres tro, at det, jeg tog for alvor, det var latterligt; nu kræver jeg, giv mig igen min ro, men giv mig den foruden bræk og mén FALK. De kræver, jeg skal lykkens hjemmel drøfte? STRÅMAND. Ja, De har kastet på min vej en sten, en tvilens sten, som ikkun De kan løfte.
FALK. Jeg skal dig bladet skikke; der står om en, som fik, på skæbnens bud, sin gode friske kindtand trukket ud, fordi en fætter af ham led af tandværk. Der kommer presten! FRU HALM. Vil De se hvor mandstærk! STYVER. Fem, seks, syv, otte børn FALK. Det var ubændigt! FRØKEN SKÆRE. Uf, sligt må næsten kaldes uanstændigt! Velkommen, hjerteligt velkommen! STRÅMAND. Tak!
Dagens Ord
Andre Ser