United States or Kosovo ? Vote for the TOP Country of the Week !


Moderen var Datter til stærke Knud, der blev slaaet ihjel i Bondekrigen. Der blev mange slaaet ihjel den Gang. Men Jens Sivertsen havde den fejreste Kone paa hele Egnen. Ja vi var jo aldrende begge to, før vi tog Koner din Moder og hende var ellers ikke til Vens, kan jeg tro, hi sa . . . men hvad, nu er de døde og henne begge to. Ja. Aa ja.

Men han var utrættelig i at finde paa ørkesløse Sysler for at holde dem nede ... Omsider kom da Bøg hjem. Der var et underlig slapt Smil om hans Mund, da han traadte ind ad Døren. Hansen-Maagerup trippede om ham. Han havde en Fornemmelse, som malede en stor Kværn i hans Indre. Han formaaede ikke at tyde Udtrykket i sin Vens Ansigt, og han turde knap spørge. "Naa?" sagde han da omsider.

Konferensraaden havde understreget Fornavnet, der forhen i Klangen af Excellencens Navn havde været som Svinget under et Navnetræk, og Hans Excellence vendte sig, som i et Stød. Men da han talte, lød hans Stemme roligt: -Det er rimeligt, at Du har Ret, sagde han og knugede om Krykken, som han holdt endnu. Og som han spurgte til en Vens Befindende, sagde han: -Hofjægemesterinden er her jo?

Og nu nu forekom det ham, at han kun var sat i Verden for at gøre Fortræd mod dem, han undte det bedst. Selv havde han aldrig opnaaet noget, men han havde fundet Trøst i, at han dog muligvis kunde være noget for Andre. Nu viste det sig, at hans Iver for at fremme sin bedste Vens Vel kun havde gjort Skade.

Men Mikkel var hemmelig til Vens med den. En Aften traf Mikkel Rakkeren ifærd med at flaa en selvdød Helmis. Han gav sig i Snak med ham, men Jerck vilde længe ikke tage Notits af ham. Det var en ordknap Mand, Jerck. Et lille Stykke henne havde han sin Hytte. Men den Aften spiste Mikkel Hestekød ved Rakkerens Bord. Siden sluttede han sig til ham en sjælden Gang og hjalp ham ved Bestillingen.

Fra vidt forskellige Udgangspunkter var de naaet frem til megen Samstemthed. Hansen-Maagerups blide Enfold gled svalende og beroligende hen over Bøgs varme Ungdommelighed, og selv syntes han, at Tilværelsen ligesom blev en Smule rigere og lysere, naar han lyttede til sin Vens iltre Ord. Oppe paa Bøgs Værelse kunde de da sidde sammen i Timevis, samtalende og rygende.

Jeg spiste Frokost, modtog min Regning af min Vært med samme overlegne Mine som en Mand, der har ti Tusind Pund staaende hos en Bankier, røg en udmærket Cigar paa Verandaen og drev saa ud i Byen. Da jeg kom ned paa Strandpromenaden gik jeg langs med den, til jeg opdagede min Vens Kontor. Det vendte ud mod Floden, og det var en af de smukkeste Bygninger i Shanghai.

Selv forstod Hansen-Maagerup sig jo ikke paa sin Vens Forsøg, og han havde aldrig anet, at de var af en saa uhyre Betydning. Men Journalisten havde gjort saa redeligt et Indtryk, at det var umuligt at nære nogen Mistillid til hans Ord. Siden den Dag havde han gaaet om og glædet sig som et Barn til den Overraskelse, der ventede Bøg ...

Efter min Vens sidste Udtalelse ønskede ogsaa jeg at aflægge et Vidnesbyrd, og Pastor Ewaldsen og Biskop Martensen gav deres Samtykke dertil. Jeg meddeler dette saa omstændeligt, fordi Sagen har været fremstillet anderledes, bl. a. af G. Brandes i hans forøvrigt fortræffelige Artikel om Brøchner i 1. Hefte af Norden , Illustreret skandinavisk Revue, Kbhvn. 1887.

Lidt efter sad de to Venner sammen paa en Restaurant. Maaltidet var ikke overdaadigt, men blot det ikke at søge til det sædvanlige Spisekvarter var dem en Fest. Hansen-Maagerup sad hensunken i en sagte snurrende Lyksalighed og drak bestandig paa sin Vens Velgaaende, mens denne udviklede sin Fremtids Planer.