United States or Norway ? Vote for the TOP Country of the Week !
Dick Sand spurgte nu den ny Ven og Raadgiver ud om Turen til Sanct Felice; om den ikke var altfor besværlig at foretage tilfods for Damerne, om det ikke var et ret vanskeligt Terræn, o. s. v. "Det klarer vi nok alt sammen," beroligede Harris. "Nogen Søndagstur er det ganske vist ikke, men jeg har en Hest gaaende her lige ved, og den staar til Fru Weldons Disposition.
En Aften var Huus i godt Humør og foreslog de skulde gøre "Skovtur til det store Marked". Køre dertil i Vogn og raste i Skoven først, og saa se alle Herligheder paa Markedet. Bai var med til det. Og Turen blev bestemt. De Skulde køre om Morgenen tidligt, mens det endnu var køligt og først komme hjem den næste Nat eller Morgen. Bare Bais og Huus. Katinka havde travlt hele Dagen med at lave til.
En Gang i Julen Ellen var allerede næsten tretten Aar hentede hendes Fader hende uventet om Morgenen. Der var en heftig Ordstrid, inden de kom afsted. Ellen græd, Bedstemoderen græd, og gamle Lind skændte; men saa fik hun sin Peltskaabe paa og kørte. Faderen talte næsten ikke paa Turen; da de kom hjem havde han mange Pakker med i Vognen og meget at ordne. Ellen var saa vant til at være alene.
Tanken om Nikola og Ægteskab syntes mig urimelig. Han satte Katten fra sig og stillede den paa Bordet. "Apollyon," sagde han med det eneste Spor af Beklagelse, som jeg saá ham vise paa hele Turen, "vi maa skilles ad et Aar. Farvel, min gamle Kat!" Han klappede Dyret blidt et Par Gange og vendte sig hurtigt om mod mig. "Kom saa, lad os gaa, det haster."
»Ja a«, pustede Holst, »for #Fornøjelsens# Skyld er Turen nok værd at gøre, men for den Tokrone, I faar nej Tak!« De lo alle med smaa Grynt. Saa gik de to ny Mænd til deres Vagt. »Tak for Følgeskab«, sagde Holst til sin Ledsager, den hellige Fisker. »Ja, nu faar De selv Tak«. Fiskeren beholdt hans Haand længe i sin.
Saa fo'r Damer og Herrer mod hinanden, tilbage, sammen i tæt Kreds; svingede atter ud, Herrerne inklinerede, og de snurrede alle rundt. Naar Turen var forbi, var de endnu mere ophedede og stakaandede. Endelig kom der en almindelig Inklination for at give de Dansende Tid til at trække Vejret. William inklinerede for Margrete, det var første Gang. "Jeg troede, De havde glemt mig," sagde hun.
Karen var slet ikke søsyg paa Turen, men naturligvis jeg, og hun var saa sød og kærlig imod mig, det lille Skind, saa jeg kommer vist til at holde meget af hende. Dampskibet standsede midt i Fjorden, og vi maatte ud i en Baad for at komme i Land, det var ikke rart. Der holdt saa Vognen fra Næsset, en fin Landauer kan Du tro, med Kusk og Tjener paa Bukken og et Par dejlige brune Heste for.
Lidt efter mødte de en Dame, som Drengen hilste: Det var min Reservefrøken henne fra Børnehaven, oplyste han. Og Herredsfuldmægtigen, der syntes, at det var Synd at knevle ham længere, spurgte imødekommende: Hvad hedder hun? Hun hedder Fru Mathiesen ... Maa jeg mere? Og da Faderen nikkede samtykkende, stod Munden ikke lukket paa Drengen i den Timestid, Turen varede ...
Han havde ogsaa lovet at gjøre en længere Reise med mig. Vi skulde gaa over Argos til Sparta og Messene, igjennem Arkadien og tilbage igjennem det nordlige Hellas, og vi fik begyndt paa Turen. Den 25.
Ellen reiste sig for at sé paa den nye Tur, der var ikke Damer nok, og Bernstorf skreg: -En Dame, Grevinde Urne, en Dame ... Ellers gaar Turen i Stykker ... Bernstorf førte hende ud. Kæderne føg sammen, jog frem og bort. Ellen fik stakaandet atter Bernstorf. -De jager Livet af os hører De, Bernstorf, jeg kan ikke mere ... De maa holde op. Ellen dansede meget rank næsten, som stred hun imod.
Dagens Ord