United States or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Nils ravede op af Stolen: Du siger noget, Smed! Vi gaar ned og ser til Tøserne! Og de tog hinanden under Armen og vaklede pludrende og grinende ned gennem Gaarden ... Midsommernattens Maane lyste paa deres Vej. Og bag Gardinet i sit Soveværelse stod Frøken Sofie og saa efter dem....
Mikkel sad og var helt forvirret. Skal vi gaa op og se mit Orakel? spurgte Zacharias. Hvad? Du holder jo Tand for Tunge, min fine Mikkel. Kom! De ravede op ad Stigen og kom ind i et lille Kammer i øverste Stokværk. Der var mørkt, og Mikkel fik næsten ondt af Lugten derinde, det var en tung, sørgelig Lugt som af smaa Børn eller af syrnet Kød.
Lyset slukket over sløjfede Volde. Den sidste Høg havde været en Don Quichote der havde kæmpet med Vejrmøller! "Don Quichote." Det var morsomt morsomt Williams Hoved faldt atter ned paa Bordet, Hagen stødte mod Randen. Timer gik, inden han rejste sig. Saa saá han sig forvildet omkring, ravede hen imod Sofaen.
Mens de drukne Soldater ravede frem i Mørket for at finde Døren, blev den med Et reven op og en Stemme raabte fra Dørtærsklen: »Er August Campnell her?« Han kendte Stemmen. Det var den gamle Tjener, der kom ham til Hjælp. Han havde fundet Sporet og havde udenfor ventet paa det belejlige Øjeblik. »Ja #Far#, her er jeg!« raabte Grev August. Anføreren sprang i Vejret af Glæde. »Hurra, Kammerater!
Tilsidst formørkedes han og kunde dog ikke bekvemme sig til Mørkets Gerning. Indtil det Øjeblik kom, da det var som om et andet Væsen end han selv handlede. Det gik saaledes til, at Mikkel pludselig ravede og stod stille, han stirrede paa Axel. Axel holdt op at fortælle.
Mens et Par Bankherrer fra Provinserne ravede hummerrøde rundt i Forvirringen i Svalehaler og Brandspande og faldt Venner og Bekendte gladelig om Halsen over Bordene.
Imidlertid stod han op og ravede frem for at rede dem en Seng, og han tumlede længe med Bølgerne, lagde dem tilrette og tog efter en hvid Bølge til Hovedpude, men alt hvad han redte svandt væk i Favnen paa ham; han greb efter Flige af Lagner, der løftede sig og flød ud i ingenting, han brødes tilsidst med de urolige Puder. Endelig opgav han det. . . . Lidt efter fløj Axel og Sigrid fra Jorden.
Og hun blev ved at le, mens hans Ansigt forstenedes i stum og forfærdet Smerte, havde lét lige til han ravede op og tumlende var gaaet hen over Gulvet, og Døren var faldet til efter ham, og selv da kunde hun ikke holde op. Næste Dag hørte hun, han havde hængt sig i en Knage paa sin Sovekammervæg i et Haandklæde. Ellen blev forbauset.
De kom ud, og i Gangen tumlede de med Peltsene. Doren klaprede i Stormen, i Gaarden var der intet Lys Lygterne var blaest ud og de gled paa Jorden, der var glat som et Spejl, mens de ravede mellem Vognene. Man horte rundt om Kuskenes Raab; Sten stod og graed igen, laenet op til sine brune Heste.
Den næste Morgen, før vi drog videre, skar vi alt det Kød, vi kunde, af de stakkels Dyr. Det var godt, at vi gjorde det, for vor Søgen efter Klostret var lige saa uheldig, som den havde været den foregaaende Dag, og hvad der forøgede det haabløse i vor Stilling, var, at jeg begyndte at føle mig ilde tilpas, medens vor sidste Kuli ravede elendig af Sted efter os.
Dagens Ord