United States or Nicaragua ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men den var træt og tung, og da den havde siddet der lidt, faldt den igennem; ikke lige med eet, men ganske langsomt, lidt efter lidt; først Fødderne saa gik Vandet den til Hoften saa til Livet saa til Halsen saa til Skægget . Konen havde faaet ham hen til et Stykke Nyis, hvorpaa han hvilede Hagen, medens hun grædende søgte at holde hans Hoved oppe.
Putte var ogsaa vaagnet og var krøben ned til Søsteren, angst ved at høre nogen græde, tæt ind til Mitte, der stadig sad ubevægelig og lyttede, stirrende paa den grædende Fru Dunker.... Det var Fru Strøm, der ude i Spisestuen højt bad Agathe om et Glas Vand, idet Scheele slog ud med Haanden mod Fru Dunker og gik. Fru Dunker blev ved at græde, mens Børnene hørte Valsen og Trinene inde fra Stuen.
Stop hende! skreg Charlotte og søgte at gribe fat i Veninden. Men saa fik de samtidig Øje paa den grædende Oline og standsede forlegne. Ane Kokkepige sendte Minka et hvast Blik. Hele Gaarden var forarget over, at den »Bondetøs« sprang rundt her og spillede hjemme. Kom saa, lille Oline, sagde Fru Uldahl og nikkede Farvel til Pigebørnene.
Godsejeren blev alene. Uroligt gik han op og ned, op og ned. Hjælpsom og god som han var, kom han saa et Øjeblik i Tanke om det grædende Barn. »Philip!« kaldte han ud i Forstuen. »Hvor er Roland, har De set ham?« »Ja Herre. Hr. Roland gik over Græsplænen for lidt siden med Godsforvalterens lille Pige.« »Naa !« smilede den gamle Herre lettet og lukkede atter Døren.
Snart græd hun, snart sukkede hun utrøstelig, hele Natten. Hver Gang Axel vaagnede, hørte han hendes stumme Sorg, han fik ikke at vide, hvorfor hun var saa fortvivlet. Om Morgenen tog hun sine sorte Klæder paa og gik igen, grædende som hun var kommen. Samme Dag Axel havde fæstet Sigrid, var han henne og se til Mikkel Thøgersen, som ikke kunde komme sig.
-Tag saa Suppen. Schrøder kom til Besindelse igen: hun vilde sige til Johan Kusk, at han holdt sig færdig, hvis det var; og hun gik ud i Borgestuen, hvor han sad og ventede paa sin Kaffe. -Saa faar hun ogsaa spist først, tænkte Schrøder, og pludselig begyndte hun at græde: -Den lille Stakkel, sagde hun. Da hun grædende kom tilbage, stod Ida i Køkkenet. -Hvad er der dog, Schrøder? spurgte hun.
Og hun gik rundt og lurede paa en Lejlighed til med Magt at fratage ham, hvad han ikke godvillig vilde rykke ud med. ... Han som dog vidste, for det havde hun under grædende Taarer sagt ham, at disse Penge kunde frelse hende og igen gøre hende til et skikkeligt og agtværdigt Menneske ... Saa gik Pin'de-Jens en Torsdag Formiddag og mugede nede i Hestestalden og sang dertil.
„Han er vist myrdet!“ raabte hun grædende ind ad Vinduet og løb saa sin Vej for at søge efter ham. Først ud paa Natten kom hun jamrende tilbage; nu havde hun fundet ham .... Og saa lukkede hun sig inde i sit Hus sammen med sine seks Børn for at sørge. Vi boede dengang ved Anoritôq; det var langt ud paa Efteraaret, da Aviaja blev myrdet.
Saa en Dag de havde været oppe at skændes, for han pludselig ind paa hende i vildt Raseri og smed hende ud. Hun gik grædende op mod Fjældet lige ved vor Boplads, da Christian griber sin Bøsse og styrter ud efter hende. Da hun saa ham, standsede hun og vendte sig imod ham. „Hvad vil du?“ spurgte hun.
»Minnas uforlignelige Skjønhed og englelige Sind overvandt dog alle hans Betænkeligheder« jeg husker Sætningen ordret endnu. Jeg bladede om, slog op hist og her næsten overalt Minna: hun seilede paa en Bjergsø i Maaneskin klædte sig paa til Bal sank grædende og sødt blussende i sin Moders Arme. »Er denne Bog ledig?« spurgte jeg Udlaaneren, der kom med Musketererne.
Dagens Ord