United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Den danske Minister, Grev Johan Ludvig Moltke var en Søn af min Faders gamle Velynder W. J. A. Moltke, og han kaldte sig min Gudfader, skjøndt det i Virkeligheden ikke var ham, jeg var opkaldt efter, men min Faders Moder.
-Ja, saa er'et jo idag, sagde hun. -Ja, det er jo idag, sagde Mølleren. Der blev en lille Stilhed. -Han ska' derhen nu til Morgen ... -Ja, han ska' det ... De tav igen. Men det er dog en svær Haandtering. Han stod lidt: Jeg tænkte det, sagde han saa, om de gav noget for det ... Konen saá hurtig op: -Vil Johan sælge sine Børn, sagde hun indigneret.
Møllerens Blik gled væk: Jeg tænkte blot, det var en farlig Haandtering, sagde han lavt. Madammen lagde sig ned og pustede til Ilden: -Jeg vilde være glad til, sagde hun. Det ved Gud. Johan stod lidt og saa paa hende. Saa gik han. Om Aftenen var Klaus med Bedini-Truppen i Breslau. Fra den Dag hed han uden videre Vrøvl Giovanni. Et Par Dage efter begyndte Giovanni at arbejde.
Portneren, der havde snakket med Johan Kudsk, vendte tilbage til sin Kælder, hvor han satte sig ved Vinduet, mens hans Kone kom ind fra sit Køkken. -Det var den Gamle, sagde han. -Excellencen? -Ja, sagde Portneren, der havde foldet Hænderne. Konen næsten faldt ned paa Stolen henne ved Kakkelovnen: -Aa, Herre Gud, aa, Herre Gud, sagde hun og begyndte at tørre rundt i sit svære Ansigt med Hænderne.
Den Enbenede stod ved Siden af og saá paa Hestene: -Den gør'et ikke længe, sagde han. -Det ka' nok hænds, sagde Johan og saa hvast paa Medaillemanden. -Godmorgen, Johan, raabte Moderen, højt oppe fra, fra sit Vindue. Det bankede paa Døren. Det var Faderen. -Nu kommer jeg, sagde Moderen og gik ud. Sammen gik de ned ad Trappen og ind hos Hans Excellence.
-Hvad er det med Hestene? spurgte Faderen hæftigt op mod Johan, medens Hans Excellence begyndte at gaa op ad Trappen. -Den Nærmer vil ikke længer, sagde Johan tvært. -Vil ikke? sagde Faderen, rød af Vrede. Dette maa ha'e en Ende. -Ja, det er det, det ta'er, sagde Johan ligesom før. Faderen fulgte efter Hans Excellence. -Ring paa Georg, sagde Excellencen: jeg skal klædes om.
Nu var det kun Sjællænderne, der holdt deres Liv og Ejendom til Kong Christierns Haand. Men da ogsaa de blev bøjet, havde Johan Ranzau erobret det hele Land. Han havde maattet vriste hver enkelt Landsdel til sig, som man Ben for Ben plukker en stædig Hest af Stedet. De samme Danskere, der for ti Aar siden faldt fra Kongen, de var nu bleven af det Sind, at de vilde have ham igen eller dø.
Bønderne glippede med Øjnene for hele det moderne Bøsseapparat, Johan Ranzau anvendte imod dem. Hver Kugle, der kom straalende, var en Fjende, som de ikke kunde se eller møde. Det tog Pippet fra dem, de kendte ikke nogen anden Krig end den, hvor Mand staar mod Mand. Strategiske Regnestykker havde deres Fædre heller ikke overleveret dem noget om.
-Den gør'et ikke længe, var alt hvad der blev svart af Johan, som overfor Excellencen ikke indlod sig nærmere paa de Firfødedes Helsen. Hans Excellence var allerede kommen i Vognen, da en glatraget Mandsperson trængte sig frem i Porten, hen til Vogndøren, som Georg vilde lukke: -Han skulde gerne tale med Hans Excellence.
Men pludselig knyttede han sine Hænder og hans Blik syntes et Nu at blive tomt og hele Øjet næsten hvidt: under en vældig Anspændelse af Vilje skød han som en Jernskodde for sin egen Tanke og havde begravet den. Han vidste ikke mer om det. Han trak i Vognsnoren og Johan Kudsk holdt an: -Til Fru Urne, raabte Hans Excellence, og Vognen kørte tilbage gennem Byen, over Torvet, ned ad Bredgade.
Dagens Ord