United States or Moldova ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men Vintermorgenens Graalys fandt Nina Høg bleg og kummerfuld foran den slukkede Ild, ubevægelig, paa samme Sted. William kom først hjem om Morgenen Klokken ti. Han var Fortumlet og træt, gik til Sengs og sov til op paa Dagen. Klokken var tre, da Værtinden kom ind. William vendte sig i Sengen, gned Øjnene, vendte sig igen og følte sig utilpas, "Hvad vilde hun?" Det var et Brev.
Rowan atter vendte sig til Adolf, der svarede med den samme slukte Stemme. Forhøret over ham var kort. Han havde jo tilstaaet alt. Berg hørte ubevægelig til, med Hovedet ned mod sit Bryst. Han følte kun en sløv og blytung Træthed, mens de nævnede endnu en Gang alle disse Tal og Summer, al den stjaalne og falske Mønt, der havde været deres hele Driftskapital. -Saa var der altsaa egenlig, sagde Hr.
Som for Manden, det føg sammen om, vilde det komme, og han vilde hverken have Kraft eller Vilje. Thi forbi var det. Han stirrede ud i Rummet med tomme Øjne, og navnløs Lede tog klamt om ham, mens han sad dér haabløs og stille og ubevægelig. Han genoplevede det forfærdelige Øjeblik paa Scenen, Sveden vædede ham under Erindringens Mareridt. Aa det idetmindste kunde aldrig komme igen.
Og mens hun støttede Hovedet i sine Hænder, sagde hun langsomt: -Jeg vilde ikke være lykkelig. Aa nei Dagene vilde blot komme og gaa, gaa og komme Hun taug og sad ubevægelig. -Og jeg da? sagde Carl sagte. Hun saa paa ham: De vilde leve med de andre. Hendes Stemme var mild og lav. Lidt efter sagde hun: -Ja ... det var det bedste. Han talte ikke mer.
Saa gav Ilisimartoq sig da endelig lidt efter lidt; han vred sig i Dødskrampe, krympede sig sammen i stærke Trækninger og laa endelig stiv og ubevægelig, med Næverne knyttede i Døden. Og saa havde ingen mere Grund til at frygte Død fra Ilisimartoq. Isângassoq gav sig nu til at græde, da det ligesom med eet gik op for ham, at han havde været med til at myrde sin Svoger.
Baronessen strakte stønnende Haanden ud mod Lampen, men faldt sammen: -Vil De være saa elskværdig? sagde hun. Sygeplejersken løftede Skærmen, saa Lyset flød ud over Emmelys Ansigt, mens Hans Excellence blev staaende, uden at røre sig, ved Sengens Fodende, ubevægelig, foran den unge Døende. -Sæt Skærmen paa, sagde han og havde ikke rørt sig. Sygeplejersken gjorde det. Der blev mørkt paany.
Du har prøvet ... og ..." hun holdt inde og lidt efter gentog hun mekanisk: "Du har prøvet." William rørte sig ikke. "Jeg vidste det," sagde hun. Og pludselig brød Taarerne frem og randt stille ned ad hendes Kinder. Hun gik hen over Gulvet og satte sig paa Puffen ved Siden af ham, gav sig til at klappe hans Haar, som hendes Taarer vædede. Men han vedblev at sidde der ubevægelig.
Hendes Naade havde løsnet sin Mantille i Halsen og hun spurgte Hans Excellence: -Skal Du svare Hans? Men han hørte det ikke. Hendes Naade spurgte ikke mer. Hans Excellence var gaaet ind. Ubevægelig, med Øjne, der vel intet saa, stirrede han, foran sit Bord, frem for sig, mod Slægtens Billeder eller den tomme Væg . ..
Hvilket da hun hørte, var hun ligesaa ubevægelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde forgjort hende. Man maatte derpaa tilspørge Mag.
Fra Døren til "Salen" væltede han endnu en Strøm af Skældsord imod hende, mens den knoklede Moder blev staaende ubevægelig, midt i Stuen, sitrende lidt, som en Skive, naar den rammes af Kuglerne. Saa vendte hun sig, og Ida gik hen og tog hendes Hænder. -Ja, men Frue, sagde hun: det bliver jo bedre derude. Fru Bertelsen svarede ikke.
Dagens Ord