United States or Jamaica ? Vote for the TOP Country of the Week !
-Ja, sagde Ladyen, jeg kan endnu et. Og i den samme Stilling, uden at røre sig, sagde hun, og hendes Altstemme farvedes blødere: Naar i de lange Nætter jeg ensom hviler og ingen ser mit Ansigt og ingen mine Øjne, der er tørre da tænker jeg: Hvis jeg var død. vilde Du dog komme og knæle ned, der hvor jeg hvilte, og min Haand, som Du nu skyer, vilde Du tage, nu, den var kold, og ind i mit Øre, der ej kunde høre mer, vilde Du hviske, in Stemme fra den Gang: Hvor jeg dog elskede Dig ... Og den Døde vilde smile.
Men Mlle Leterrier havde Aandsnærværelse: Hertuginden var af Huset Østrig: Med en Vending gik hun over til Schönbrunn og sluttede med Maria Theresia. Naar Mlle Leterrier var naaet til Maria Theresia, gjorde hun en Pavse. Tavse gik Guvernante og Elev ved Siden af hinanden. Det højeste var, at en ensom Glose oplivede Stilheden. Maria Carolina gentog Glosen med sin trættede Stemme.
Han laa mere ensom end den, der dør barnløs, han var dobbelt alene. Skønt Ane Mette var den, han holdt af, havde hans Længsel aldrig været hjemme hos hende. Det var gaaet ham saadan, at han mistede netop den Kvinde, han fik! Saa lod Kongen lille Ide gaa igen. Og der var de nu, de to Stormere!
Han er rede til at forlade Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne. Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette.
De gaar og spø'er om de elsker, til de rejser hver til sit, og er ulykkelige for Livstid -Jeg spurgte i Æggehvide, min Ven, før Linde friede, og vi har ta'et det onde med det gode i tredive Aar.... -Men nu ka' vi ha' Agnes siddende som ensom Pige, naar vi to Gamle en Gang lukker vore Øjne. Herrerne kom ind. Gamle Pastor skulde have sin Whist. Naar gamle Pastor var der, var Katinka gladest.
Jeg er vis paa, at han ikke kan lide mig. "Maa jeg ikke køre Dem et eller andet Sted hen?" spurgte min venlige Værtinde, "eller hvis De ikke har noget særligt Sted at gaa hen, vil De saa ikke tage ud med mig?" Jeg sagde, at jeg vilde være meget glad ved det. Jeg følte mig saa forfærdelig ensom. Jeg vilde gerne saa længe som muligt opsætte at komme tilbage til Hotellet.
Og snart var Pladsen øde og tom. Kun stod der hist og her ensom en forglemt Ko og brølede. Og bag en Tremmeindhegning laa der en stor Orne og sov. Pludselig satte den i med en saa ubarmhjertig Snorken, at Graaspurvene, der holdt Kalas paa Gødningsklatterne rundt omkring i Nabolaget, skreg op i Rædsel og flygtede bort, alt hvad Fjer og Dun kunde holde! Det var blevet Aften.
Den vældige Evne, du sporede i dig med en Stolthed, som var du den eneste i Verden, der undergraves af Tvivl; hvad er din Indbildnings Kraft, siden den ikke kan holde Verden oppe? Du er som de andre, ikke stærkere men den eneste i Verden skal du være, ja ensom.
Naa, det var jo fordelagtigere, og min Fader syntes ikke, vi kunde lade det gaa fra os. Han mente desuden, at jeg vilde have godt af at komme ind i det praktiske Liv og ikke blive saadan en ensom Grubler og Drømmer, som han beskyldte sig selv for at være. Det bliver du saamænd alligevel. Du er min søde Sværmer. Og med alt det har du ikke fortalt et Ord om, hvem du har sværmet for.
Ansigtet var langt og Udtrykket deri fik pludselig Mikkel til at huske en Linedanser, han havde set en Gang ved et Marked, en ung Badutspringer, der sad ensom i en Krog uden at tage sig noget for syg velsagtens. Mikkel huskede det unge, lidende Ansigt nu netop saadanne Øjne havde han der. Men Mikkel syntes desuden, han skulde kende ham. Hvem var det, hvor var det? Han saa' ud som en Adelsmand.
Dagens Ord