United States or Kazakhstan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og alligevel holdt han af hende saa meget, at han ikke kunde tænke sig at opgive hende. Hendes Blik, hendes Smil, hendes frygtsomme Kærtegn var blevne ham en kær Vane, som han ikke vilde kunne rive ud af sin Tilværelse. Der kunde gaa lange Tider, uden at han saa hende, og han følte intet Savn. Men han trængte til at eje Bevidstheden om, at han naarsomhelst kunde have hende ved sin Side.
Han var dog saadan stillet det vidste hun at han kunde stifte Hjem naarsomhelst. Ved Biblioteket kunde han ikke vente Forfremmelse de første Aar, saa i den Retning var der heller ikke noget at vente efter. Desuden maatte han være fuldkommen paa det rene med, at hans Svigermoder sad i smaa Kaar og at det faldt haardt for hende at forsørge den voksne Datter. Men hvorfor tøvede han saa?
For Stormen og med opgivet Ror drev den udefter igen, slap gennem Revlebraaddet og drev atter mod Nord. Styrmanden løste sin Surring, han havde sluppet hver Tanke om Frelse, de fire Mand paa Tofterne var øjensynligt døde, en Maskinassistent lod sig stille besluttet glide overbord Undergangen maatte komme naarsomhelst ingen vilde tage saameget som et Svømmetag for sin Frelse.
I København stod der vel nogle møblerede Stuer, som han undertiden i et Anfald af samfundsnyttig Borgerfølelse kaldte #sine#, men han sov og spiste der bare nu og da, naar Forhold, han ikke beherskede, bandt ham til Byen, egentlig var Stuerne mere hans Venners end hans egne, eller snarere var de Værtens, de var lejede halvaarsvis og kunde fratages ham naarsomhelst.
Han er rede til at forlade Kone og Hus naarsomhelst for at drage ud til Hedningerne. Med stor Selvfølelse beretter han om sin Aabenbaring. Paa en ensom Vej møder han to gamle Mænd med langt, hvidt Skæg. Disse fører ham ind i et lille Hus og viser ham gennem dettes Vinduer en stor Skare Mennesker, der er samlede ude paa en stor Slette.
Fra Hanstholm og sønderpaa ad jydske Vestkyst var Vindens Retning saadan, at Klitboerne kunde vente Strandinger naarsomhelst, de vagtede derfor skarpt til hen paa Morgenstunden, saa troede man det værste overstaaet og søgte hjem for at puste lidt. Alene ved Bovbjerg blev Vagtmanden gaaende, han havde set Lys bag Revlen, syntes han, og stirrede uafladelig gennem Vejret.