Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Denne beskyldte ikke heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede hans naadige Hjælp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til Barsel. Tilfælde. Mathed. Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rædsel og Daanelse, men ikke at have haft den uden én Gang.
Schønaich lod Hovedet synke, mens han laa for hendes Fødder. Han taug lidt. Og Ellen, der ventede støttet til Statuen, hørte Musiken dæmpet, og Støien af de Dandsendes Trin. Saa sagde Schønaich: -Men nu er hun død. -Og jeg elsker Dem, Ellen ... Ellen svarede ikke. -Ellen. Ser De ikke, at jeg tigger Dem om Deres Kærlighed.
Men da han kom ud paa Trappen, opdagede han, at han havde glemt sine Handsker, han ringede paa, Professoren lukkede op. "Det var mine Handsker," sagde han. De gav sig begge til at lede, Professoren fandt dem paa en Stol: "Her er de." Og atter ventede disse to William og denne Mand, som havde bestemt over saa meget i hans Liv knogle Sekunder overfor hinanden paa et Ord, som ingen af dem talte.
Naar Talen var ude, stod Hendes Højhed lidt og vilde finde paa noget ... Saa sagde hun: -Jeg takker Dem ... Det har glædet mig ... Og gik, mens man altid stod og ventede, hun vilde sige noget mere. Men Hendes Højhed #havde# ikke mange Ord. En Gang imellem slog Hendes Højhed ogsaa Søm i en Skyttefane og nedlagde en Grundsten. Ellers gik Dag som Dag. Der var ingen Forandring.
Resten af Dagen laa Axel hen i Smærter, Smærter der slog sammen over hans Hoved, eller i dybe Udmattelser. Man bragte ham Mad, og han spiste, i Feber, med klaprende Tænder, han havde et Hastværk med at faa spist, og han skyndte sig bagefter at lukke Øjnene og stride igen. Da han slog Øjnene op Timer efter, ventede han, at det skulde være Nat. Men det var jo ikke mørkt, de lyse Nætter var inde.
Det var, som om der var noget over hende, noget, som hun frygtede, men ikke kunde skyde bort, noget stort og lyst, som hun ikke kunde se. Saa tav han. Forunderligt, hun havde først set ham i Dag, og nu sad hun her ved Siden af ham og ventede, ventede, hun vidste ikke selv paa hvad. Hun havde aldrig set ham før, og det undrede hende, at hun sad her ved Siden af denne fremmede Mand.
Hun gik til og fra, og hun blev staaende foran Bordet: Jo, han vilde nok kende de gamle Ting igen. Hun begyndte at lytte efter, mens hun lagde to brogede Tæpper over Sengene. Hun saá paa Vækkeuhret. Det var heller ikke Tiden endnu. Og hun satte sig hen ved Bordet, paa hans Plads, og ventede. Nu kom der nogen, for Døren dernede gik: men det var kun en Portør.
"Han er blevet forsinket," sagde hun. Pigen kom ind. Nina rejste sig, satte sig hen ved Bordet: "Sagde Studenten Klokken otte?" spurgte hun. "Ja Klokken otte ..." Sofie saá paa hende. "Han er blevet forsinket," sagde hun og slog Øjnene ned. Pigen spurgte, om hun skulde tage Maskinen ud. Vandet gik af Kog. "Lad den staa," sagde Nina. De ventede i Tavshed.
Da jeg først var sikkert inde i Gaarden, skyndte jeg mig alt, hvad jeg kunde, tilbage til mit Værelse. Jeg ventede at finde Nikola sovende; man kan derfor tænke sig min Forbavselse, da jeg opdagede, at han sad paa Gulvet og tegnede Euklids tre og fyrretyvende Opgave med et Stykke Trækul paa Stenene.
Marschalinden gik stadig frem og tilbage paa Gulvet, mens alle ventede: -Dér er han, sagde hun og løftede Gardinet igen. -Ja, sagde Moderen og rejste sig. Vognen kørte ind ad Porten. Der var ikke blevet talt, før Hans Excellence kom ind og Gehejmeraadinden havde set hans Ansigt: -Det var altsaa Døden? sagde hun. De fire Herrer var holdt op at spille. Hans Excellence nikkede uden at tale.
Dagens Ord
Andre Ser