United States or Azerbaijan ? Vote for the TOP Country of the Week !
Men en halv Time efter kommer saa Barnet løbende ganske forstyrret af Graad og Fortvivlelse ind i Køkkenet og beretter, at Moderen var faldet om nede i Granskoven og kunde ikke rejse sig og vilde ikke svare.
Hvad selve hendes Fortælling angaar, saa har den naturligvis i min Erindring formet sig lidt mere sammenhængende, end den i hin Time kom fra hendes Læber, og det er sandsynligt, at et og andet Træk i Virkeligheden først blev mig fortalt en af de følgende Dage; men paa Hovedindtrykket havde disse Smaa-Unøiagtigheder i alt Fald ingen Virkning.
Om dette sidste Forslag maatte rigtignok enhver Skolemand sige, at 1 ugentlig Time var saa godt som ingen. Der var meget andet, der var lige saa upraktisk; men Bogen havde vakt saa stor Opsigt, at jeg fandt det nødvendigt at imødegaa den. Jeg skrev derfor en Anmeldelse af den i Berl. Tid. 20. og 22. Febr. 1886.
Hvor jeg var, eller hvorledes jeg var kommet der, det kunde jeg lige saa lidt sige, som jeg kunde flyve. Jeg forsøgte at komme op for at se ud af Vinduet, men jeg var alt for svag til det. Derfor lagde jeg mig igen, og da jeg gjorde det, gjorde jeg en anden mærkelig Opdagelse min Pisk var forsvundet. I næsten en halv Time forsøgte jeg at finde ud af dette.
Og det sidste brød han sig heller ikke om. Saa begravede han sig saa at sige i sin Seng, hvor han laa, Time efter Time, sanseløs og stirrede paa Tomheden om sig, og det var ham en Glæde at tænke paa, at her laa han gemt bag en laaset Dør og under en tyk Dyne.
Og medens han ventede udenfor og trak sine Klæder paa, hørte han igen Vandet pladre og hvisle derinde. Ikke en Lyd af Stemmer skelnedes. En halv Time efter kom Bispen ud, han var ophedet og meget kortaandet, han blæste Væden fra Læberne og viskede sig over Brynene, hans Fingerender laa i Læg af det varme Vand. Mikkel fik Besked tilbage til Ærkebisp Gustav Trolle, blot to latinske Ord.
... Til ud paa sidste Nat havde de hort de Saaredes Jammer, der slaebtes forbi til Horup Hav nu horte man hver Stonnen saa langt gennem Stilheden. Og saa var alt blevet tyst. Dagen kom. Det var, som var Pladsen dod. Smedjen stod tom, og Smeden kom ikke til sin Gerning. Ingen aabnede Kroens lukkede Dor. Madam Bolling og Tine sad, pakkede i Sjaler, Time paa Time, kun stirrende og stumme.
For hver Time blev Landet mere og mere bjergrigt, og ved Middagstid kunde vi tydeligt se Sne paa de højeste Toppe. Klokken halv et naaede vi det Værtshus, hvor det var blevet bestemt, at en af vort Følge skulde blive tilbage for at gøre vore Forfølgeres Dyr ubrugelige. Til dette Hverv havde vi valgt en Mand, som vi havde de bedste Grunde til at stole paa.
"Tager De ikke med?" spurgte Hoff, han søgte at faa sin lystbehandskede Haand ud af Pelsværket, "det er blot paa en Time." "Nej Tak" William skulde til Byen ... "Naa ja, ja, det er forresten ogsaa bedre at gaa i dette Vejr," Hoff rejste sig i Vognen. "Aa, Kusk, De kører hjem med min Pels jeg vil hellere gaa."
Hvor opholder De Dem, og hvorledes har Deres Kone det?" "Jeg bor i Kensington," svarede jeg, "og det glæder mig at sige, at min Kone har det rigtigt godt." "Jeg behøver ikke at spørge Dem, om De er lykkelig; det fortæller Deres Ansigt mig. Har De en halv Time tilovers til mig?" "Med den største Fornøjelse." "Følg saa med til Charing Cross. Jeg vilde gerne tale lidt med Dem. Min Droske holder dér."
Dagens Ord