United States or Iraq ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han var ophidset og sogte Majoren, men han maatte vente og vandrede op og ned mellem de Unge, mens alle lyttede efter Stemmerne derinde og i Gaarden Soldaterne gjorde deres Dont uden at se og uden at taenke. Og midt under Forvirringen og Larmen spiste de og drak de, i Hold, mens Sofie bar Mad ind og Mad ud.
Bare han havde gjort alt muligt andet end netop det, han gjorde, da havde de alle været i Live. Men nu. Nu begyndte Sangen atter derinde. Tynd og trist kneb den sig ud af Kirken og hen imod ham. Det var, som om Ordene svøbte sig om ham og stirrede ham op i Ansigtet. Og han kunde skelne Stemmerne i Sangen. De græd imod ham. De jamrede imod ham, og de truede ham. Og alle skreg de, det er ham, ham.
Det var blot noget sort noget sort og hvidt som blev ved at dreje rundt. Hun blev ved at smile, mens hun lukkede Øjnene. Det var, som Markedslarmen og Musiken og Stemmerne og Hornene, der skingrede, brød sammen i én Brusen i hendes Øren, mens alt gyngede sagte. Hun aabnede Øjnene lidt: Jeg ser ingenting, sagde hun og lukkede dem igen.
Jeg veed, hvad I vil sige ... der var en af Stemmerne, som raabte det til mig før. I skal troloves idag ... ikke sandt? Abigael . Talen er ikke om mig, men om Eder. Jeg har hørt af Bodil, at I har faaet et godt og hæderligt Tilbud, som kan lægge Grunden til Eders Lykke.... Ambrosius . Til min Lykke! Abigael . Ja, og til Ære og Anseelse for Jer i Fremtiden.
Fru Duncker havde hørt Dørklokken, som med en utrolig Sans, selv gennem Larmen: -Der er de, sagde hun og rejste sig. Men hun satte sig igen, og de hørte Stemmerne paa Trappen. -Ja, sagde Herluf blot, han var lidt pint af denne Feber, som hun slet ikke forsøgte at skjule. -Ja, sagde han igen og rejste sig: det er Redaktørernes Stemmer.
Schrøder stod over Kødfarsen og havde kastet dem. Ida gik. Hun vilde gaa over til Lunds. Men ude paa den store Trappe standsede hun: en Høstvogn svingede ud fra Avlsgaarden. Det var alle Børnene, som kørte til Bad. Vognen lignede en hvid, myldrende Rede i Solen. Saa døde Stemmerne hen og alting blev stille igen.
Hvor de muntrede sig derinde ... Det maatte være Svendsen, der sang.... Katinka lyttede efter Stemmerne i sin Krog og saa' efter Marie, der gik gennem de oplyste Døre med Glas og Flasker.... Saadan vilde det ogsaa være, naar hun en Gang var borte og glemt.... -Marie, sagde hun. Hun forsøgte at rejse sig og gaa men hun greb til Væggen og kunde ikke.
En skønne Dag lod det sig ikke længere holde nede. Og da Annas Navn først var nævnt imellem dem, fandt de begge to en smerteblandet Glæde i hyppigere og hyppigere at bringe det paa Bane. De talte imidlertid om hende som om en Afdød, de begge havde haft kær. De sænkede Stemmerne og ligesom tilslørede hendes Skikkelse med deres Ord. Og Ingen af dem nævnede sine egne Følelser for hende.
»Forhastet?« Obersten studsede. »Hvad vil det sige?« »Det vil simpelthen sige, vi melder os fra!« erklærede en af de andre, gjort dristigere ved Majorens Indledning. »Vi vil ikke have Del i et Mord, hvor berettiget det saa end maatte være!« »Nej, vi vil ikke! Giv os Dokumentet tilbage!« lød Stemmerne i truende Kor.
Han gav sig i Snak med en sværlemmet Provinsgrosserer, der halvsov i en Krog, træt af det meget Løberi i »Byen«. Buddene talte saa højt inde i deres Rum, saa man hørte Stemmerne ud i Stilheden: Nu var der kun to før ham.
Dagens Ord