Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 6. oktober 2025
Jeg kan huske hendes Bryllup for fem Aar siden. Jeg har ikke set hende senere. Hun var meget høj og tynd, holdt sig skrækkelig foroverbøjet, og Fru Carruthers sagde, at Forsynet havde været meget venligt ved i det hele taget at give hende en Mand. Men da jeg saá Hr. Mackintosh trave ned ad Kirkegulvet med hende, syntes jeg det ikke. En lillebitte lyshaaret Fyr, som naaede hende til Skulderen!
Han havde set Sandheden under Øjnene, syntes han, han havde løftet sin Fremtid som en Byrde, og nu kunde der ikke staa meget mer tilbage ... Han havde faaet Byrden op paa Skulderen og var paa Marsch det værste var gjort. Professoren var i Udlandet, det stod skrevet paa et Blad Papir, der var klæbet paa Døren. William blev lidt bleg, men han syntes ikke, det undrede ham.
-Det er saadan, sagde Madammen, og hun stod og kærtegnede Lagenerne, med ens egne Hænders Arbejde. Nu var hun ved Vaffeljernet. Moderen fornam allerede Duften. -Skal vi ha'e Vafler? sagde hun og skuttede sig. Moderen havde altid saadan et Træk med Skulderen et lille hastigt og spædt naar hun glædede sig til Mad. -Aa, det er dejligt, sagde hun. De første Vafler kom ind og Kaffen dampede.
Alen efter Alen vandt jeg ind paa ham. Saa sagtnede han Farten, og jeg kunde høre hans korte, stønnende Aandedræt. Karréens store Grav kom pludselig til Syne lige foran ham, og da han tilkastede mig et Blik over Skulderen, gav han et Skrig af Fortvivlelse fra sig. I næste Sekund var han forsvunden for mit Blik.
-Ja, Satan til Historie dér ligger Madsen i den værste Tid ... Naa, vi vil haabe det bedste ... Hr. Kiær slog den nye Forvalter paa Skulderen. -Gud hjælpe os, sagde Præstefrøkenen. Et højst almindeligt Husdyr. Den grønmalede var inde, og Fællesmejeri-Spandene var hevet ud af Godsvognen. Toget begyndte at gaa, da en Bonde skreg fra et Vindu. Han havde ingen Billet.
En Dag, da jeg sad i mit Kvarter og spillede Kort med den unge Morat af Jægerne, blev Døren aabnet, og ind traadte Lasalle, vor Oberst. Morat og jeg sprang op og gjorde Honnør. "Min Gut," sagde han og klappede mig paa Skulderen. "Kejseren vil tale med Dem Klokken fire." Alt i Værelset kørte rundt for mig ved disse Ord, og jeg maatte gribe med Hænderne i Bordkanten.
"Mod, min Ven!" hviskede jeg og bankede ham paa Skulderen, "De vil snart faa Deres Kammerater at se!" "Det kan være meget godt," svarede han; "men hvorhen vil De flygte, naar De er sluppen ud?" "Til Kysten!" svarede jeg. "Alt vil nok føje sig for en tapper Mand, og jeg skal hurtigt naa tilbage til mit Regiment."
Og i Morgen vidste hans Far, hans gamle, prægtige Far, at han var Tyv. "Hvad fejler du?" spurgte den rødhaarede. Han stod og rystede Niels i Skulderen og saa helt befippet ud. Niels saa et Øjeblik op i Vennens runde Ansigt, saa sænkede han Øjnene. "Er du syg?" spurgte den rødhaarede. Niels bed Tænderne sammen og nikkede. "Men nu har du det bedre, ikke sandt?" blev den anden ved.
Først da Jordemoderen fandt det passende at byde op til Afdansning, tømtes Malakiæ gæstfri Hus. Efter Dansen stod vi ude og „dampede af“, da en ældre Mand, min Ven Mikael Frederiksen, kom hen og slog mig hemmelighedsfuldt paa Skulderen. Han trak mig til Side og hvidskede, at Udstedsbestyreren havde budt os ind paa en Romtoddy.
Hva' Fanden, sagde han du har jo dog faaet Børn før, Vilde. Jeg kan sgu ikke begribe det! Og han gik i sin Nød til Huslægen og betroede ham sine Bekymringer og spurgte ham ud, om ikke Raad fandtes. Hæ, hæ! klunkede gamle Doktor Larsen og klappede ham paa Skulderen Kommer nok, kommer nok, Hr. Baron! ... Maaske skulde vi spise lidt mindre rigeligt. Kunde aldrig skade.
Dagens Ord
Andre Ser