Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 27. oktober 2025
Men da han endnu var langt borte, så hans Fader ham og ynkedes inderligt, og han løb til og faldt ham om Halsen og kyssede ham. Men Sønnen sagde til ham: Fader! jeg har syndet imod Himmelen og over for dig, jeg er ikke længer værd at kaldes din Søn.
-Alt i Orden naturligvis, sagde han brøsigt og begyndte igen at tale om »National«: de maatte have Brodersen med... De hørte en Stemme bag sig. Endelig blev der en Pavse, og den gamle sagde med et hurtigt og sky Blik hen paa Sønnen: -Ja du gaar vel ikke hjem til Middag Konstantin? -Nej jeg maa være paa »Victoria« sagde Adolf. -Ja Farvel da, sagde den gamle, og lo paa sin umotiverede Maade.
-Det er jo godt, svarede Sønnen, der skjalv: -Jeg maa have Penge. -Kommer Du nogentid for andet? sagde Excellencen. -Jeg kommer naar det er nødvendigt, sagde Sønnen. -Hvor kan det være nødvendigt at skaffe Penge, naar Du pantsætter dine Skorstenspiber? sagde Hans Excellence. -Det forslaar ikke, sagde Sønnen. -Hvad forslaar? Hans Excellence var staaet op.
De ved meget bedre Besked ... Jeg kan ikke staa der og snakke om ... om den Historie! Den Sag kommer ikke mig ved! Hvad kan jeg gøre for, at han og hun ligger og ... ligger og horer sammen! Stakkels, stakkels Dreng! sagde den gamle Frue og klappede Sønnen paa Armen. Men Helmuth trak sig igen bort ligesom angest for Moderens Berøring.
Petersen havde muret til, og da Karl von Eichbaum kom hjem, havde han kun Indgangen fra Trappen.... Fru von Eichbaum hørte Karl i Kabinettet, og hun nikkede til ham i Døren til "Goddag". -Tante Charlotte har været her, sagde hun. Der skal være saa dejligt derude. Jeg skal hilse. Hendes Stemme lød neppe saa bred, naar hun talte med Sønnen, og Ordene blev ligesom smallere i hendes Mund.
Helmuth, sagde Fru Juliane, da hun en fjorten Dages Tid efter Begravelsen traadte ind paa Kontoret, hvor Sønnen som sædvanlig sad i Stolen foran Skrivebordet og stirrede sløvt ud gennem Vinduet Helmuth, Slagter Krøyer er nede for at se paa de Stude! Forvalteren er vel hjemme? Den gamle Frue gik tæt hen bag Baronens Stol. Helmuth, dette her gaar ikke! sagde hun. Lad mig være i Fred, Mo'r!
Sandelig, sandelig, siger jeg eder, den, som tror på mig, de Gerninger, som jeg gør, skal også han gøre, og han skal gøre større Gerninger end disse; thi jeg går til Faderen, og hvad som helst I bede om i mit Navn, det vil jeg gøre, for at Faderen må herliggøres ved Sønnen. Dersom I bede om noget i mit Navn, vil jeg gøre det. Dersom I elske mig, da holder mine Befalinger!
Tale gjorde han ikke, mens Moderen og Drengen stille gik gennem Stuerne, hvor alle Dørene stod aabne. I Storstuen stod Kisten. Der var saadant et gult Lys, som der kommer, naar der er Lagner for Vinduerne. Sognefogden tog Klædet væk fra Ligets Ansigt. Der laa Sønnen stille.
Men hver Gang Postdamperen kom til Øen, gik han den fire Mil lange Vej over Fjældet for selv at hente Posten, og der var altid Brev med til ham fra Sønnen. Saa snart han havde faaet Posten, begav han sig saa hurtig som muligt paa Hjemvejen. Folk havde undertiden set ham sidde oppe i Fjældet og læse Sønnens Brev.
»Kender #De# ham?« »Ja vist gør jeg saa. Hans Fader ejer Millioner, og saa gaar Sønnen rundt og tager Brødet af Munden paa ærlige Folk.« »Saa aa? Hvad har han da gjort?« »Gjort! Han har spillet mig et Puds saa gement, som jeg ikke havde nænnet det overfor en blind Hankat. Jeg ved godt, han har været her, jeg har passet paa ham nede paa Gaden.
Dagens Ord
Andre Ser