United States or Turkey ? Vote for the TOP Country of the Week !
Og saa skal du vide en Ting til, og det maa I alle sammen høre, det er, at min Søn Niels trods alt naaede det, du aldrig naar, at blive et godt Menneske. Jeg har endnu aldrig lagt Haand paa en voksen Mand, men jeg har til Tider banket Børn, naar de trængte til det. Nu faar vi se, om jeg kan endnu."
Niels smeddede nu ikke meget længere, han havde købt Jord og dyrket op og sad i en stor Landbedrift, Elkærgaarden, som den blev kaldt, var en af de største Ejendomme ved Aaen. En Gang, da de stod stille oppe i Marken, blev Niels pludselig sært urolig men fattede sig samtidigt.
"Grind, Grind!" raabte han og gestikulerede ivrigt med Armene, med hele Kroppen undtagen netop Benene, der løb. "Der er Grind i Fjorden, Niels." Men Niels hørte ham ikke. Han var sprunget op og stod og stirrede ned over Bakken, der hvor Mandslingen var forsvundet. I Morgen vidste hans Far det. Det var slaaet ned i ham som et Lyn, som en Helvedesbrand.
Niels . Da havde han dog Kræfter nok til at bære Brændet hjem paa sin Ryg, den Kjæltring! Baronen . Hold sin Mund, Niels, og lad Skriveren tale! Han segnede jo om paa Jorden for Jeres Øjne. Og endda satte I ham op paa det skarpe Bræt, med Brændeknippet paa Ryggen og et Favnestykke bundet til hver af hans Fødder. Har I da intet Hjerte i Livet, Menneske?
Jo, hun maatte liste Pengene ud af den store Sparekassebog. -Ida, kom det fra Sengen, hvad var der i Pakkerne? -Hvilke Pakker? -Skovriderens Niels kom med Pakker. Ida sagde: -De var til Fru Lund. Moderens Aandedrag blev dybere, i Huset var der ganske stille; kun oppe paa Loftet knirkede og puslede det. Ida havde taget en Bog frem af sin Skuffe i Chatollet.
Ikke langt fra Niels Jensenius' Hus staar der en høj Mindesten over otte Skagbofiskere, som omkom under Forsøget paa at redde Besætningen fra svensk Brig »Daphne«, strandet ved Skagen 27. December 1862. Til Tusinder af Fremmede taler denne Sten nu hvert Aar sit manende Sprog om Farerne og Opofrelsen paa den jydske Kyst.
Det var ham, der havde Ret, det var ham, der ejede Jorden og det hele, og det var Niels, der var fremmed og havde Uret. Han ejede intet af det altsammen. Det var ham, der skulde vige. Og alligevel havde han ikke helt Uret. Det var hans Hjærne, der var syg, der ikke var som de andres. Han havde Ret paa sin Vis, som de andre havde Ret paa deres. Men dræbte han Manden der, dræbte han mere end ham.
Baronen . Hvad, for al Landsens Ulykke, betyder den Spektakel? Brænder Gaarden, eller hvad er paa Færde? Niels Bruus . Det skal jeg siger Jer, naadige Herre! Den Knægt har understaaet sig.... Baronen . Een ad Gangen, for tusind Syger! Tal han først, Niels, og lad mig høre, hvad der er i Veien.
»Du har glemt at fortælle om Rederens Søn fra Mispah!« afbrød Konen som for at faa Manden fra de bekymrede Mindelser om de to Ulykkelige paa den norske Brig. »Naa-ja,« sagde Niels Jensenius, »Rederens Søn var en af de ni, der druknede, da Skibsjollen kæntrede, og efter det der var Rigdom nok, hvor han hørte til, saa lovede Faderen en Belønning for hans Lig.
Niels behøvede kun at kaste et Blik paa Folkene i Baaden for at se, at de vidste alt. "Kom nu," raabte den rødhaarede. Han stod dernede i Baaden og strakte Hænderne op mod Niels. "Kom nu, for Fanden."
Dagens Ord