Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 15. juni 2025
Her begyndte Landet til vor Overraskelse at skraane nedad i en anden Dal. Fra Udkanten af Skoven, hvor vi stod, var der næsten en hel Mil aabent Land, ingen Buske eller Klipper, bag hvilke man kunde søge Dækning. Vi var i en frygtelig Knibe. Hvis vi vendte om, løb vi lige i Armene paa vore Forfølgere.
Og det faldt Flyge ind, at den Forsagthed, der ellers saa ofte laa næsten lammende over hendes Væsen, den gemte sig mest i de dybe blaa Øjne. Saa snart de ikke saa paa En, saa røbede den sig ikke. Han blev ved at iagttage hende, da de lidt efter gik ned ad Gaden sammen. Han havde en Fornemmelse, som om han idag saa hende for første Gang, og hans Sind fyldtes af en lys Opdagerglæde.
Ved at holde os saa nær Klippebaggrunden som mulig, fandt vi næsten overalt uden lang Søgen en nogenlunde fremkommelig Sti.
Moderen sagde: -De ser ud, som om de skulde marschere til Jerusalem. De gik ikke i den rigtige Have af Hensyn til Frøerne, som de afskyede. -Der myldrer af dem, og de springer op ... det er næsten værre end ifjor. Desuden var Vejen gennem Køkkenhaven seks Gange frem og seks Gange tilbage netop deres Tur. Mens de vandrede, talte de ikke.
Men lidt efter lagde han sig igen og sagde: "Det gør ikke noget." Slet ingenting og saa formelig ventede han paa Hallucinationerne. Der kunde ogsaa være Øjeblikke, hvor han kunde være saa fortvivlet, at de ubestemte sjælelige Lidelser næsten arbejdede som en legemlig Smerte. Ubetydeligheder kunde vække denne Smerte. En Lyd, et Navn, der var et Minde, et eneste Ord
Men Gudskelov at Tyrk rev ham bort, for saa sprang jeg op og flygtede. Men er det ikke forfærdeligt, Fætter Isidor, at det Menneske har faaet saadan en hemmelig Magt over mig, at jeg slet ikke næsten kan tænke paa andet end ham? jeg ser ham alle Vegne og drømmer om ham om Natten, aa, hvor er det dog frygteligt!
»Med Emmy er det en anden Sag«, svarede Præsten, »hun har altid gaaet sine egne Veje, ja jeg kunde næsten fristes til at sige, hun har opdraget sig selv.
Der var høje Baobabtræer, hvis Bark er som ægyptisk Syenit, hvide Pinjer, Tamarinttræer, Pebertræer af en egen Art, og mangfoldige andre Vækster, som en Amerikaner fra Nordstaterne ikke er vant til at se. Men mærkværdig nok fandt man ikke en eneste af de talrige Palme-Arter, som dog ellers findes udbredt næsten overalt paa Jorden.
Frøken von Hartenstein var vaagnet midt i Akten, Hun sad med opspilede Øjne og stirrede ned paa Scenen. Komtesse von Hartenstein saa' ud som en skræmt Høne. I samme Nu slog hende den besynderlige Klang af en Stemme fra Scenen raa, næsten dyrisk. Hendes Højhed fo'r uvilkaarlig sammen: Det var Don Carlos, der talte til Dronningen.
Inde i Sygeværelset lød Aandedragene tungere, tungere. De var til Mode, som skulde Tavsheden kvæle dem. Excellencen rørte sig i Sengen. "Rejs mig op," sagde han meget højt. Det lad næsten som et Raab. De løb alle ind. Stella og Vaagekonen stablede Puder op bag den døendes Ryg. Ludvig og Broderen stod ved Fodenden. Det var, som de mærkede Døden gaa forbi sig.
Dagens Ord
Andre Ser