Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juni 2025
I halvfjersindstyve Aar var hans Ansigt flydende og bespejlet af Livets tusinde Udtryk, hans Øjne var som levende Metal, der fanger Lys, indtil en Hinde drager sig hen over det, og det bliver fast og koldt, størkner, som Meningen er. Nu var Mikkel færdig. Støbningen var endt. Han blev lagt paa Straa nede i Slottets Rustkammer.
»Bævende Hjerte!« udbrød Corpus Juris i høieste Grad opirret, som om det kunde være en personlig Fornærmelse mod ham selv, »hvad er det for et bævende Hjerte, som der skal siges Godnat til? Er det Digterens eget, hvad nærmest synes mig at være Meningen, hvad skal saa den sidste Linie betyde: »Sig det, Du veed det jo nok« skal Fuglen da sige til ham, hvad han selv godt veed i Forveien?«
Konen indskød her en Bemærkning: »Egenlig,« sagde hun lidt fortrydelig, »var det jo Niels Jensenius, der skulde ha' haft den her Ring, det var da vor Baad, der bjergede Kaptajnen. Men det kan ogsaa være det samme. Meningen var jo ligegod.« »Saamænd ja,« smaanikkede Manden, »A fik jo Medaljen med Navn paa og alting.
Men selv blandede hun sig aldrig i Samtalen. Og dog havde hun undertiden en Fornemmelse af, at alt, hvad Flyge sagde, var henvendt til hende alene, og at de to andre slet ikke var til Stede. Ofte forstod hun ikke helt Meningen af hans Ord. Men altid vakte de hos hende en sitrende Længsel efter noget, som hun ikke en Gang formaaede at give Navn.
Professor Storch havde ment, at dette heller ikke havde været Meningen og ikke behøvedes; men jeg gjorde ham opmærksom paa, at Overkirken slet ikke kunde undværes, da Kirken, der i sig selv var meget lille, ved Ombygningen havde mistet en hel Del Siddepladser.
Men opmuntret herved havde den med et Sæt sat sine Forpoter op i hendes Skød. Og i sin Overraskelse havde Anna ganske rolig ladet den snappe en Kage, som hun holdt i den anden Haand. "Nej stop, det var ikke Meningen fy, skamme sig ..." Flyge sad ganske stille og lunede sig i hendes Nærhed. Og han sagde til sig selv, at paa denne Maade skulde man egentlig altid have det med Kvinder.
»Ja tænkte jeg det ikke«, raabte Præsten, »jeg syntes nok, Nicolai saae saa melancholsk ud.« »Aa vist ikke nei«, vedblev Andrea Margrethe, »men det er virkelig ubehageligt for os begge To, som nu f. Ex. igaar, da Kjeldborgs vare her hvad maa de ikke tænke om os?« »Ja Meningen heraf er vel, at Du ønsker Forbindelsen hævet?
Og idet de ikke ere i Vane med altid at følge Tankegangen, kan de naturligviis heller ikke læse med den rette Betoning, d. v. s. fremhæve de Ord eller Stavelser, som skal fremhæves, for at hele Sætningens Betydning kan komme klart for Dagen. Tilhørerne maae derfor ofte gaae glip af Meningen.
Præstekonen paatog sig at forklare mig Meningen af Præstens gaadefulde Tale. »De veed nok, Nicolai,« begyndte hun, »at det gaaer ikke altid til blandt Bønderne, som det skulde og burde, og at de navnlig ved deres Forlovelser og Brylluper see meget mere paa Pengene end paa Hjertelaget, saa at det mangen Gang kun er en reen Handelssag mellem dem.
Eller han blev svimmel af at læse, han kunde ikke straks fatte Meningen, maatte læse om og gentage. Saa svedte han straks. Det var hele Tiden, som om der stod noget imellem ham og Arbejdet, noget ubestemt, som tog hans Evne og slørede hans Opfattelse. Og kæmpe gad han ikke; det var saa afstumpet det hele. Han kunde lige saa gerne opgive det og lægge sig hen. Undertiden laa han og halvsov.
Dagens Ord
Andre Ser