Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 8. juni 2025
Og atter Knægte i Possement og Fløjel, Fjer og opskaarne Sko, og alle med Næsen i Vejret. Unge Fanejunkere, glatte af Vækst som Ganymeder, bar deres Lokkehoveder i Skyen, magre Graaskæg stirrede ud, griske under Brynet som Gribbe. Toget drev ind under Stjærnerne . . . alle Lykkens Ryttere, alle de umættelige Stormere, og de forsvandt som en Dug i det bundløse Rum. Hævnen
Herrerne kom ind; Katinka var helt klædt paa, med en høj Pibe i Halsen op til det lille magre Ansigt. Hun havde Kiær tilbords. De talte om hendes Sygdom: Aa, man skulde nok se, Vinteren var den bedste Tid ... Den stille, klare Kulde det gav Kræfter. -Ja, den stille, klare Kulde. -Skal vi drikke paa det, sagde Bai. Der blev drukket. Der drikkes ud, sagde Bai.
Det var hans Ansigt, hans magre Kinder, hans Ørnenæse, hans haarde, blaa Øjne og hans tynde, fastsluttede Læber, der bibragte mig Følelsen af, at dette ikke var noget almindeligt Dusinmenneske. Han havde rynket Brynene og han kastede et saadant Blik paa stakkels Bart, at Kortene et for et gled ud af hans lammede Fingre.
Thi som De ser, holder jeg paa Kongen!" For første Gang fo'r der et let Smil over hans magre Ansigt. "Tværtimod!" sagde han, "det er mig, der vandt, thi som De ser, holder min Konge paa Dem." Hvorledes Kongen holdt paa Brigaderen. Jeg fortalte Jer sidst, mine Venner, hvorledes Englænderne beholdt mig, efter at jeg havde spillet med Bart om min Frihed og vundet.
Han spilede uafladelig de magre Minder ud og gjorde mekanisk sin Dont paa de samme Steder, hvor hun ikke mere var. En stærk Støj, et nyt Ansigt vakte ham pludselig, og han saá et Øjeblik Salen, Balustraden, de kendte Borde og Menneskene rundt om. Saa faldt han tilbage i sin Døs led ved al Ting og med en Smerte i sit Bryst som et Stik.
Men det var, som Fruens Haand med de mange Ringe havde tynget hans, og han løsnede den, mens han lukkede Øjnene. -Det er jo Sygdoms Gang, sagde Fru Brandt og glattede Lagenet; Brandt laa stadig og tog i det med sine magre Fingre. -Men jeg vilde gerne tale med Løjtnanten, sagde han. -Ja, ja, sagde Fruen, der følte ned om hans Ben, som var kolde op over Knæene.
Skyggen lang og puklet. Et Par store, forvoksede Skulderblade krummer Ryggen, og et Par lange Arme hænger slapt ned langs Kroppen. Om hans Ben slasker et Par vide Bukser, som er smøget halvt op og blotter de magre, haarede Ben. Blaa ligger Aarerne henover Anklerne, der er hovnede op som af Gigtknuder. Han bryder sig ikke om Hunden, bliver bare ved med at hale en skjoldet Las op og ned i Vandet.
For tyve Aar siden havde han taget Afsked: han havde da set ud nøjagtig ligesaa gammel som nu, og hans Ydre vakte en Forestilling om, at han heller aldrig kunde blive ældre. Livets Safter var forlængst tørrede ind i hans magre og kantede, næsten gennemsigtige Krop. Derfor syntes der nu heller ikke mere at være noget tilbage hos ham, som Tiden kunde tære paa.
Hvorfor skal jeg ligge her og tæres hen og raadne, naar det andet spirer og vokser! Fru Line vilde tale. Men han lod hende ikke komme til Orde. Han løftede sine magre knoglede Hænder frem som til Besværgelse: Hvad har jeg dog gjort, at jeg skal være hjemfalden til dette? vedblev han paa sit kunstlede Bogsprog Hvad har jeg forbrudt? Hvad er min Synd?
Hans magre og fine Haand var meget kold, Hjertet maaske ifølge det gamle Mundheld desto varmere. Jeg trykkede Fru Jagemanns bløde og slappe Haand, og efter at have ladet Blikket gaa ligesom søgende om i Værelset, henvendte jeg mig til Minna: Jeg troede, at jeg havde glemt min Lommebog det var derfor Men den har vi jo lige nu sendt hen, raabte Moderen, vi tænkte nok, De vilde savne den.
Dagens Ord
Andre Ser