United States or Seychelles ? Vote for the TOP Country of the Week !
Han drak den og gjorde sig færdig. -Naa, sagde han: vi ta'er vel Landaueren ved saadan en Anledning. Ellers blev Ida hentet og bragt i Kalechen. Oppe ved Middagsbordet var der stille, mens Fru Falkenberg bragte Maden ud og ind til Konferensraaden og lod Dørene staa paa Klem: -Hvorfor morer de sig ikke? sagde Konferensraaden. -Vi morer os jo, Hr. Konferensraad.
Men Gud sagde til ham: Du Dåre! i denne Nat kræves din Sjæl af dig; men hvem skal det høre til. som du har beredt? Således er det med den, som samler sig Skatte og ikke er rig i Gud." Men han sagde til sine Disciple: "Derfor siger jeg eder: Bekymrer eder ikke for Livet, hvad I skulle spise; ikke heller for Legemet, hvad I skulle iføre eder. Livet er mere end Maden, og Legemet mere end Klæderne.
Men en Bid maa De dog ha'e, en Bid maa De ha'e, som i gamle Dage. Berg kom tilbords og han maatte tage af Maden. -Det var dog Deres Livret det var dog Deres Livret, sagde Madam Bolling og lagde mer paa hans Tallerken. Hun satte sig hen paa Stolen ved Kommoden det gamle Ansigt var helt lyst af Glaede, og hun talte om Herluf og Fruen.
-Satans Pige, siger Løjtnanten. Hun har s'gu et flot Bryst.... Alle kommer til Sæde; Pastoren sidder for Bordenden. Han drikker under Maden to Skaaler, "for de fraværende" og "for den gode Aand i Selskabet". De er blevet drukket med de samme Ord i sytten Aar der i Præstegaarden. Tilsidst faar de Kransekage med Knalderter. Pastoren knalder med Frøken Jensen.
De elsker den Religion, det Land, de Forældre, Søskende, Tanter og Kusiner, den Mad og de Digtere og det Væsen af det andet Køn, som man har vænnet dem til at dyrke. Andet falder dem slet ikke ind, med mindre da Maden er rent uspiselig og Digterne fuldkommen idiotiske og Væsenet af det andet Køn river Øjnene ud af Hovedet paa dem.
Hun hjalp de to Gamle med at faa Maden ned, Bid for Bid; og hun var færdig og fik ryddet til Side mens hun kun havde tænkt en eneste Ting: -Den Stakkel, den Stakkel. En Begribelse kom aldrig paa én Gang i hendes Hjerne, men kun langsomt og lidt efter lidt, til den saa blev overdreven og stor og der var kun den ene Ting.
Andersen, ligeledes tyve Aar, Student og Haabefuldhed. Naa, kom saa ind og faa Frakkerne af." De gik ind i Sovekamret, Hoff kom ud igen. "Hr. Andersen er jo Skuespilleren," spurgte William. "Kære, vist saa, del kan man da se paa Haaret ... Naa, dér er de." Hoff gik ind i Spisestuen for at se, om Maden var færdig, William bad dem tage Plads.
Jeg vidste ikke, hvor Tiden var blevet af, da Tjeneren kom op og sagde, at Maden var paa Bordet. Men Etatsraaden var rigtignok ikke kommet hjem. -Fa'er ikke? -Nej, men Etatsraadinden mente, det var bedst at spise. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg blev strax angst og løb ned. Elisabeth stod nede i Vestibulen og ventede paa mig. -Elisabeth, sagde jeg, hvor er Fa'er?
Men Brændevinen og Gildesøllet til Maden og Kaffen med Bollerne bagefter bragte dog de fleste til at trykke Baronen og Baronessens Hænder paa det kraftigste, da de høje Herskaber naadigt indfandt sig efter Affodringen for at modtage Gæsternes Tak for Mad. Man spiste i «Havestuen», et stort, aflangt Rum, som ved en smal Gang var adskilt fra Borgestuen, og som til Hverdag stod ubenyttet hen.
Sofie var i det Hele tilbojelig til at anerkende Yndighederne hos dem, "der kom lig' fra Dod'ens Mark". Tine lod Sofie snakke, hun talte ikke. Hun gik kun stille og lavede til til Maden, og naar Doren blev lukket op, horte hun nu og da Bergs Stemme.
Dagens Ord