Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Pludselig blev Mikkel staaende og tænkte sig om mon han ikke netop i Dag skulde gøre det, det han saa længe havde haft i Sinde, gaa løs paa Jens Andersen? Mikkel ventede sig Held af det, den store Magister var fra samme Egn som han selv. Jo i Dag skulde det være, nu vilde han vove det. Men straks, da Mikkel havde taget Beslutningen og sat sig i Gang, faldt hans Hoved, og han tabte Lysten.
To Indfødte blev fangede, femten dræbt, Resten flygtede. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af Træstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled løs og to Kvinder, lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Færgen. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch. Fik Øje paa stakkels Nan.
-Ha, ha! mærker du mit Skjæg, lille Mor. -Ja, det kommer! Sidste Juleaften havde han ogsaa kysset Frøken von Salzen. Med et fly'er han til og tager hende om Hovedet Frøken von Salzen havde sin Strudsfjersturban paa, af ægte Fjer og kysser hende ... midt paa Munden. -Tak, tak! sagde han. Tusend Tak! -Men Otto Heinrich! raabte Priorinden, Otto Heinrich dog!.... -Saa, saa! Frøken von Salzen slap løs.
Og da Klokken ringede, og den gamle Frue skulde gaa fra Borde, laa Barnet igen om hendes Hals og bad hende saa ydmygt og rørende indtrængende om at tage hende med tilbage til Næsset, at Baronessen følte Taarerne stige op i sine hærdede Øjne, og for ikke at gøre sig til Latter for sig selv ved at bukke under for den lilles Sorg maatte hun med Magt rive sig løs og bede de omstaaende «om at binde den tossede Tøs», indtil Skibet vel var kommet i Gang ....
Og om Aftenen, naar der endelig blev slukket i Salene, og de andre Kelnere skyndte sig op for straks at falde i Søvn, trætte som Akrobater, blev han endnu tilbage i den mørke Restaurationssal; og han kunde ikke rive sig løs fra Dunkelheden derinde, hvor Springvandet i Bassinet plaskede saa stille midt mellem de store Vækster, der ragede op mod Kuplen i Mørket.
-Nu skulde Konferensraaden hvile, sagde Frøken Erichsen og gjorde sin Haand løs. -Nej, lad Hansen komme ind. -Nu, Hr. Konferensraad? -Ja, det haster. Frøken Erichsen gik over Gulvet og aabnede Paneldøren: -Hansen, kaldte hun og lukkede atter Døren.
Tindingerne var begyndt at falde ind, og Øinene laa sløvt i altfor dybe Huler. Hun genkendte ikke sin egen Mund, hvis Vige sitrede. Hun tog Hænderne løs fra sit Haar, og hun betragtede sine Arme. Aarerne svulmede blaat under den tørrede Hud, hvor Injektionsmærkerne smertede: det var hendes Arm.
Hvem af os kjender ikke vore unge Kunstnere, selv de mindste Propheter? og det var mig foreløbig en Trøst, at jeg ikke havde med et Geni at gjøre. Kjendte ham, det vil sige, jeg havde en Gang truffet ham paa en Café, huskede et meget net Genrebillede af ham paa Udstillingen og havde undertiden hørt Tale om ham, ikke just altid i den bedste Mening, da han gik for at være temmelig løs paa Traaden.
-Hvordan er 'et, hun læser, sagde den Gamle. Jeg forstaar hende ikke hvordan er 'et hun læser, sagde han. Minna tog fat paa Læsningen. Inde fra Spisestuen lød der et Rabalder: Marie, Marie, gik det løs. Fru Berg var allerede derinde. Det var en Urtepotte, der laa paa Spisestuegulvet med Jord og Skaar og det hele.
Jomfru Ingwersen paastod, at hendes Astma blev værre, naar Husbond var hjemme. Hun sagde, at hans Nærværelse var at føle, ligesom naar om Sommeren et Tordenvejr laa og rugede nede bag Strandskoven, før det brød løs; man vidste aldrig, hvad det kunde ende med. Men naar han saa var udengaards, blot kørt til Byen en Eftermiddag, hævedes Trykket straks, og Astmaen bedredes.
Dagens Ord
Andre Ser