United States or Samoa ? Vote for the TOP Country of the Week !
"Kan vi sagtens?" sagde han. "Vi bliver jo simpelthen latterlige i Blæst. Man gaar og holder paa sin Hat, saa det ser ud, som om man holdt paa sit eget Hoved. Eller man holder ikke paa den, men lader den blæse af.
Medens han læste Brevskabet, sad Axel med en af Hundenes Hoved i sit Skød. Kamret flød med aabne Brevkister, Bøger i Sække og løse Stabler paa Gulvet. Ja, Jens Andersen vendte sig mod Axel, og nu var hans store graa Hoved som forvandlet, fuldt af strænge Furer. Stemmen var barsk og fremmed, kun i Blikket var der endnu noget sorgløst.
Og det var en egen tung og hjælpeløs Forelskelse, som helt tog Veiret fra ham, og som næsten indjog ham Frygt. Det tog rent legemligt paa ham: spise kunde han ikke, og Driften havde han ingen Lyst til. Han sad bare i Lindegangen med det brændende Hoved i Hænderne og tænkte altid det samme om igen, og han klyngede sig til de samme Billeder, og han gentog de samme Ord.
Han hørte Smæld af Butiksskilte, Klirren af Lygteglas, Vinden straalede om Hushjørner og kiggede Damerne voldsk under deres Skørter, Betjenten maatte spænde Hjælmen fast paa sit forblæste Hoved, oppe i Telefontraadene var der en Koncert som af Hundreder af Pibeinstrumenter, tju-u-hvitsch! ... Aa #da# steg der gennem alle hans Aarer en boblende Længsel efter Kysten ved det aabne Hav, hvor der frit kunde drages Aande i Stormen.
Smilende, men gennem Taarer betragtede hun Livet og dets Foreteelser paa én Gang viis og naiv som »Folket«, hvoraf hun var rundet ... Men ligesom dette Folk ikke kan leve og trives ret uden at have noget, hvortil det kan hælde sit Hoved i Tro og Drøm, saaledes havde ogsaa hun sin Kimære til Trøst og Husvalelse i vanskelige Timer nemlig den saa miskendte og foragtede Kortoplægningskunst.
Det var Løgn. En skønne Dag overfaldt Katiaja Enken med en Bøsse. Hun skød, men dræbte ikke Niarajuak, der flygtede i Løb, men faldt, da hun var kvæstet. Og saa lod Katiaja hende ligge blødende ude i Sneen, uden at have slaaet hende helt ihjel. Men en af Pladsens Kvinder fik Medlidenhed med hende, tog en stor Sten og knuste hendes Hoved.
Der blev et Øjeblik stille i Huset; saa sprang Qitsuala hun er nu døbt og bor her ved Handelsstedet op fra Briksen, greb den lille Pige ved Armen og førte hende ud igen. Et Stykke fra Husene knuste hun Katiarajik's Hoved mod en skarp Sten og lod hende blive liggende ude i Sneen ... Dette skete om Vinteren; ud paa Foraaret brød alle op og rejste ned til Vestkysten for at lade sig døbe.“
Maden kom paa Bordet. Fru Ellis tog sit Glas og hævede det højt over sit Hoved. For Flyge var det, som om Vinens Rødme lagde et Solskær over hende. "Skaal Allesammen!" sagde hun. "Skaal, mine Trofaste! Kan I se, hvor det skinner rødt! Det er ligesom jeg havde Ild i Haanden! Det har jeg ogsaa jeg har Ild, og den skal rense, siger man.
Han lagde bestandig Trykket paa det første Ord, snuppede derpaa Sætningen af og sluttede med et langt Fingerknips, der ligesom satte et veltalende Spørgsmålstegn efter Sætningen. Saa formanede han. Han talte langsomt, med rokkende Hoved. "Det er dog besynderligt med den Dreng. Han har gode Evner, der er ikke det mindste i Vejen, og hæderlige Forældre til at give et godt Eksempel."
-Pyh, sagde den smækre Togfører med de indiskrete Unævnelige, at føre Tog igennem i disse Feriedage ... Forsinket tredive Minutter.... -Paa Svedning staar 'en, sagde Bai. Katinka saa' ned ad Vognene. Der stak et forsvedt Hoved ud af hvert Vindu. -Ja, sagde hun. At de Folk vil rejse? Togføreren gav sig til at le. -Ja, sagde han: dertil er jo rigtignok Jernbanerne.
Dagens Ord