Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juli 2025
Man maatte dog hilse paa den tilbagekomne, sagde han. -Naa, Frøken. Og Befindendet! -Tak, sagde Frøken Abel. -Og De har faaet en Konkurrent, Hr. Pastor, sagde Fru Abel. -Saa? Hvor? -Kiær hentede sin ny Forvalter rigtig et tiltalende Menneske. Ikke Frøken Linde? -Aa ja.... -Prima, Frøken Linde? -F. F., sagde Præstefrøkenen.
Vejene til Kapellet er ganske opblødte, og der er jo ikke et Menneske mere, man kender. Fru von Eichbaum hentede Prædikenerne, og Generalinden sagde: -Tak Du ... ja, man længes efter Petri om Sommeren. Der er ikke den klare Tankegang hos de andre. Fru von Eichbaum nikkede: -Kære, sagde hun: det er Roen, han har arvet fra Faderen.
Batty. Det var kommet saadan lidt efter lidt. De spiste i Cirkusrestauranten ved det samme Bord, de hentede hinanden om Morgenen, og de fulgtes hjem om Aftenen. De havde aldrig mange Ord, men de holdt af hinanden. Naar om Aftenen det mægtige Løvebur var rullet frem, og Batty med sit hvide Ansigt gik forbi Staldmestrene ind i Manegen, gav Giovanni ham Haanden.
En Gang imellem standsede han og nikkede. Da de kom hjem, vilde han sé Sønnens gamle Sabel, som Frøken Minna gemte. Hun hentede den hun var ganske højtidelig og bleg og den gamle tog den: -Ja, ja, sagde han. Der er en Gud over os; og han sad med Sablen paa sit Skød, med rokkende Hoved.
Snart efter kom Sigrids Broder og hentede hende hjem. Axel vilde følge med, til Døren, blot ned ad Trappen, han bad som en dødsdømt, men Sigrid sagde Nej. Det var hendes sidste nølende og milde Nej. Axel stod da paa Trappen og saa hende gaa ned med sin store Kaabe om sig, hun vendte sig helt nede og nikkede, det fine Ansigt i Hætten skinnede hvidt i Fakkellyset ovenfra. Saa var hun gaaet.
Enkefru Abel hentede afvekslende sin Louise og sin Ida-Yngst. Louise om Foraaret og Ida-Yngst om Høsten. De tilbragte hver Gang seks Uger hos en Tante i København. "Min Søster Etatsraadinden", sagde Fru Abel. Etatsraadinden boede paa en fjerde Sal og levede af at male Storke, der stod paa ét Ben, paa Terrakottasager. Fru Abel sendte altid Døtrene af med alle gode Ønsker.
-Men der var osse saa dejligt, sagde Ida med en Stemme, som saá hun det for sig: saa dejligt der var ud over Bræstrup. -Ja, der var rart, sagde han og smækkede med sine Læber: det var den Gang. Han blev staaende, mens hun hentede Stigen for at tænde Gasblusset over Døren til "A" og gik op ad den: -Nej, sagde han og saá op paa hende: der var s'gu ikke mange som gamle Konferensraad.
Giovanni skubbede den anden væk, og han løftede langsomt det lemlæstede Lig op, og han bar det ud i sine Arme, som et lille Barn. Der blev en lang Vej af Blod til det Sted, hvor han lagde det: paa Løveburets Plads ved Stalden. Der var ingen. Der var tomt og stille overalt. Han hentede en Baare og lagde Liget paa den og dækkede det med Akrobaternes Tæppe.
Han rettede sig og fortalte Axel, at han maatte skære ind til Skaden, det var ingen farlig Historie. Og nu gjorde han sig rede, hentede et Bækken med Vand og pakkede sin Taske ud. Axel fulgte ham trofast med Øjnene og fik et uudsletteligt Indtryk af denne Mand. Han var graabrun og vissen i Huden, de flade Læber var skimlede.
Han stillede sig foran dem og saa fra den ene til den anden, i højeste Grad interesseret. Jakob svarede ikke, for han gik fra Snøvsen. Ide stod med sit øde, fine Ansigt og saa lige paa Kongen. Han snusede energisk ud af Næsen og saa undersøgende paa dem. Hvad er I for Folk? Vi rejser paa Professionen, stammede Jakob. Han hentede Vejret og fik Mod igen.
Dagens Ord
Andre Ser