Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Jeg glemte at sige, at der kom et Brev fra Christopher med Morgenposten det fik mig til at le, da jeg læste det, saa glemte jeg det igen, men da Lady Merrenden kom tilbage efter mig, og vi var mere eller mindre fornuftige igen Robert og jeg tænkte jeg paa det; og det gjorde han tilsyneladende ogsaa.
Og gik han, denne fremmede, fulgte hun ham fra Kupeens Vindue med Øinene, og hun syntes i ubestemt Misnøie at nu var noget resultatløst gaaet hendes Liv forbi indtil hun faldt tilbage i sit Sæde med et svagt Suk og glemte Ansigtet. En Gang havde hun følt et saadant rodløst Behag for en smuk Jokey i Cirkus.
Og der blev skænket frisk Beholdning i Kopperne. Har I hørt, at nu er det da rent splitrende galt i Præstegaarden? spurgte Stasia. Saa-aa? sagde Maren og glemte at drikke. Ja, vi var derhenne forleden til Kaffe, og Præsten havde lukket sig inde paa sit Værelse, og begge Damerne græd. Han har sgu osse huseret længe nok! mente Maren. Der er jo ikke det Fruentimmer, der ka' gaa i Fred!
Nu forstaar jeg først, hvad Meningen er med Støv og Aske for det er, hvad jeg følte, jeg havde faaet til Frokost i Morges, Dagen efter "Carmen". Lady Ver havde givet Ordre til, at man ikke maatte forstyrre hende, saa jeg kom ikke i Nærheden af hende, men gik ned i Spisestuen, medens jeg helt glemte, at Husets Herre var kommet.
Men pludselig fik en af dem Øje paa Herkules. Fætter Benedict og Fru Weldon, der paa den anden Bred af Fortvivlelse over Dicks Fare glemte al Forsigtighed, og kom ned lige til Vandkanten. I et Nu var alle de vilde i Baaden. De vilde ro over Floden.
Mølbom, der var færdig med Prisbilligheden paa Møen, sagde: Tre Mand, og faldt pludselig hen med begge sine fyldige Hænder stemte fast mod Bergs Laar. Hr. Mølbom var saadan: han faldt pludselig hen og glemte Verden i en øm Stilling mod et Medmenneske, og sad saa med stirrende Øjne ud i Rummet. -Ja, sagde Berg saadan noget som for tyvende Gang, der er kønt paa Møen.
En Time efter sin Ankomst rejste da Grev Campnell tilbage igen. Og Godsejeren glemte aldrig hans Ord om »først og fremmest de simpleste Muligheder«. Kapitel I. Det var i Juletiden. De kom bærende paa en lang 6 Fods Kasse. Onkel holdt i den ene Ende og en lurvet Fyr i den anden. Men da de naaede ind i Studereværelset, snublede Onkel, og Kassen faldt med et Brag paa Gulvet.
Og naar Frøken Kjeldborg glemte, hvad hun skulde sige, hvad hun ogsaa altid glemte, saa bar Andrea Margrethe sig ad som Holbergs Henrik, idet hun først løb over til Frøken Kjeldborg og sagde, hvad denne havde at sige, og dernæst løb tilbage til sin egen Plads for at sige, hvad hun selv havde at sige.
Og over dette Insekt glemte den lykkelige Naturforsker lige paa Stedet, at Skibets Kaptajn og hele hans Mandskab for kun faa Timer siden var druknede lige for hans Øjne. Uagtet de andre tiloversblevne ikke saa let var i Stand til at afryste den knugende Følelse, som den pludselige Ulykke havde fremkaldt, gik Livet dog, i det udvortes, snart i sin rolige og vanemæssige Gænge.
Lille Fru Stern havde ikke sagt et Ord, hun glemte endogsaa at spise og sad blot og stirrede med et Par store lyksalige Øjne, og bevægede undertiden pludselig Skuldrene opad som en lille Fugl under Æggeheden. -Mathilde, sagde Asta over Bordet og lo til Berg. -Der flyver dig en stegt Due i Munden. -Ja, sagde den lille frue og fo'r sammen. De drak med hinanden.
Dagens Ord
Andre Ser