Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 19. juni 2025
Axel talte, hans Stemme blev saa uendelig varm og varsom, han saa hen for sig, greben i sit Inderste; af og til smaalo han bevæget ved hvad han selv sagde. Han blev urolig, han virrede med Hovedet, han saa udtryksfuldt paa Mikkel, glemte alt andet . . . Og Mikkel følte Drengens guddommelige Godhed som en Uret, der var regnet hjærteløst ud.
Men Andrea Margrethe hjalp mig ud af min Nød hun kunde være baade her og der og allevegne. Skulde der »komme Fremmede«, og Frøken Kjeldborg glemte at banke paa Døren og glemte at komme ind, hvad hun altid glemte, saa bankede Andrea Margrethe paa Bordet og raabte »Kom ind!« og løb hen og lukkede Døren op, saa var Frøken Kjeldborg nødt til at komme.
Høg glemte, at han talte med sin Søn, og hadefuld som han i Sygdommen var mod dem, han ellers elskede, fortalte han løst og fast om sine Brødre, om Excellencen, om sin Moder. Han klædte sin Slægt af for sin Søns øjne. Eller han tumlede med de vildeste Planer om at rejse for at vise Sønnen de Steder, hvor han havde tilbragt sin Ungdom, om at føre ham til Paris og til Italien.
Men han lo hende ud. Og som for at drille hende tømte han nu ogsaa stadig sine Lommer og anbragte Pengene paa Bordet ved Siden af sig, naar han satte sig til at læse eller skrive, eller lagde sig til at sove til Middag ... og glemte dem saa efter sig, naar han forlod Værelset ...
Da Selskabet var saa lille, var Lord Robert og jeg nødt til at tale lidt sammen, og et Par Gange glemte jeg mig selv og var naturlig og smilede til ham. Han trak Øjenbrynene op paa den spørgende, rørende Maade, han har, og han saá saa indtagende ud det fik mig til igen at huske mit Løfte, og jeg vendte mig bort fra ham.
Og den Lysblaaøiede kunde disputere næsten endnu bedre end jeg selv, men det var ikke saa underligt, for medens hun talte, sad jeg og saae ind i hendes blaae Øine og glemte reent, hvad jeg selv havde sagt, indtil hun pludselig taug, og jeg blev nødt til atter at sige Noget blot for at have den Fornøielse at høre hende tale igjen, og saaledes vedbleve vi, indtil jeg paa een Gang mærkede, at Alle omkring os taug stille, og at vi To vare de Eneste, der talte.
Men et Nu efter ved jeg hvordan laa vi med Hovedet ind til hinanden, og Fa'er, han græd med Hovedet mod min Skulder. -Naa saa til Arbejdet, sagde han, saa længe der er Liv, er der Haab. Og aldrig glemte han at sige: Intet til Moer ikke et Ord til Mo'er ... Hun maa ikke ane det, hun vilde ikke overleve det. Hun overlevede det.
I det hele taget viste man mig lige saa megen Opmærksomhed og Sympati, som man havde vist mig Kølighed før. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulde tænke om det, men jeg tøede imidlertid op i mindre end en halv Time og glemte fuldstændig mit daarlige Humør. Næste Dag var jeg saa meget stærkere, at jeg kunde tilbringe den største Del af Tiden i Haven.
Berg holdt Tommelfingeren i Vejret for at ønske Lykke, og de sagde endnu et Par Brandere, som de ligesom glemte at le ad, da Adolf brød af med ét: Naa saa venter De i Forretningen, sagde han og løb op ad Trappen: Konferensraad Hein havde ønsket en privat Samtale med Hr. Adolf.
Et Par Dage efter kom Frøken von Salzen paa Visit hos Priorinden. Frøken von Salzen var #meget# besynderlig den Dag: Hvert Øjeblik glemte hun Titelen, og hun løste sine dadelløse Kappebaand op tre Gange. Hun talte uafbrudt om Pligter og om at være unyttig og om gamle Frøkener og' om Fædrelandet. Grevinden sad og saa paa hende og forstod ikke et eneste Ord.
Dagens Ord
Andre Ser