Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 16. juli 2025
Andrea Margrethe kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med hende, og Emmy kom og gav mig en Sløjfe, og jeg dandsede med hende, for jeg var ikke længer vred paa dem, jeg var ikke længer vred paa noget Menneske, jeg kunde gjerne have kysset dem alle tilhobe og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg dandsede, og jeg morede mig, og jeg morede mig, og jeg morede mig, o det var en ganske mageløs Aften!
Men da jeg fordrede, at Andrea Margrethe skulde tage Plads ved min Side som før ved Corpus Juris', svarede hun, at det behøvedes ikke: Veien gik jo lige hjemad, og Hestene kjendte den godt, og da jeg yttrede, at jeg gjerne vilde have Hjælp af hende i paakommende Tilfælde, svarede hun atter, at det var unødvendigt, thi jeg behøvede blot at holde Tømmerne i Haanden og forresten lade Hestene løbe, som de selv vilde, saa kunde der aldrig tilstøde noget Uheld: og med denne Erklæring satte hun sig paa det bageste Sæde ved Siden af Corpus Juris.
Forresten var det kun i det sidste Fjerdingaar, før han tog til Leipzig, at vort Bekjendtskab var blevet saa fortroligt. Jeg vilde gjerne have fortsat dette Æmne, men Minna var allerede bøiet af: Det er sandt, naar du nu kommer til Byen, saa besøger du jo min Moder jeg har skrevet til hende og hør! bedøm hende ikke strax altfor skarpt Men, kjæreste Ven, hvor kan du frygte ?
Jeg havde ventet, at hun nu vilde se at slippe fri, og var belavet paa at maatte bede længe og indstændig for at faa hende til at blive ved, men neppe havde hun faaet Hænderne fra Tangenterne, før hun tog Beethovens Sonater ned fra Clavér-Pladen. Skal det være Gilde, saa lad det være Gilde! udbrød hun muntert. Man kan lige saa gjerne være fræk.
De enkelte Brud adskiltes gjerne ved noget uveisomme Bjergpartier af lutter Stenflager, som gyngede og vippede under Ens Skridt, hvorfor der ofte var Leilighed til at understøtte Minna, som skreg og lo paa den usikre Grund, idet hun strakte Armene ud efter mig for at finde Støtte, eller naar hun saae mig vakle.
Thi den Uro, der tidligere havde drevet ham afsted til fjerne Lande og Have, var nu forsvunden; han fandt saadan en Rigdom i sig selv, at han meente, at han kunde gjerne tilbringe en heel Evighed alene med sig selv, og han skulde dog ikke blive træt deraf.
Da vi havde vexlet de behørige Bemærkninger om det gode Veir, der saae ud til at ville holde sig, udspurgte han mig om, hvor jeg havde været, og fandt snart en Tour, som var mig ubekjendt, og som jeg ikke let vilde kunne gjøre alene. Jeg tog naturligvis gjerne mod hans Forslag, at vi skulde gaa sammen strax efter Middag.
Da jeg ikke gjerne vilde, at Præsten skulde udbrede sig videre over dette Æmne, saa skyndte jeg mig at forsikkre ham, at jeg var meget glad over at være kommen saa tidlig ud, for Morgenen var dog den allerbedste Tid paa Dagen, saa var Alt saa frisk og saa herligt.
Det var ikke uden Anstrengelser, at jeg fik ham til at udgive Livius, og han indvilligede kun paa den Betingelse, at jeg skulde hjælpe ham, Noget jeg naturligvis gjerne lovede. Det var mig et saare kjært og lærerigt Arbeide. Enkelte Gange kunde jeg gjøre et Forslag til en Rettelse, som fandt hans Bifald; lykkedes dette ikke, faldt mit Forslag naturligvis bort; Bogen var jo Madvigs.
Ogsaa hine mystiske Aarstal fra Domkirken og Landeveien randt mig i Hu, og jeg fik da at vide ja det kan jeg vel gjerne lade være at fortælle, thi Enhver, der ikke af sig selv kan begribe, hvad det har været for en Slags Aarstal, han behøver heller ikke at vide det. »Men hvad gjør vi nu med Dem, Nicolai«, sagde Præsten, »for jeg har ikke mere end to Døttre.
Dagens Ord
Andre Ser