Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 13. juni 2025
Jeg viskede Taarerne af Øjnene, medens jeg talte, og gav ham med saa megen Varme og Liv, som jeg kunde lægge ind i mine Ord, en Skildring af det hele, af mit Togt gennem Soissons, mit Sammenstød med Dragonerne, mit Eventyr i Senlis, mit Møde med Grev Boutkine i Kælderen, min Forklædning, min Kamp med Kosakofficeren, min Flugt og hvorledes jeg tilsidst nær var bleven hugget ned af en af vore egne Dragoner.
"Bed Deres Mand være forsikret om, at jeg nok skal passe paa hans Kappe." Skønt jeg havde Hastværk, fik jeg dog Tid til at kysse Damens Haand, men hun snappede den hurtigt til sig gennem Vinduet og lod til at være fornærmet over min Dristighed. Da Lygten ikke var langt borte, og den ungdommelige Kusk nu gjorde Mine til at ville hindre min Flugt, forsvandt jeg imidlertid skyndsomst i Mørket.
Oftest "Hjortens Flugt". Versene smøg sig saa ømt om hendes Stemme. -Aa, der er ingen, der læser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun hørte til henne i Krogen ved Bogskabet. Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Børnene skulde i Seng. Saa græd de og fik Svedsker for artigt at følge med Barnepigen. Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved. I klare Nætter gik hun der længe.
Krigsguden Ares paatog sig at hente Hephaistos op til Olympen; men denne drev ham paa Flugt med brændende Fakler. Saa gaar Dionysos til Hephaistos, beruser ham i Vin, faar den vanføre Smedegud sat paa et Muldyr og transporteret til Olympen, hvor han løser Hera paa den Betingelse, at han faar Aphrodite til Brud.
Jeg var ung og stærk, med Muskler af Staal og havde et Legeme, der var hærdet gennem tolv Aars Liv i Felten. Jeg fortsatte min vilde Flugt i omtrent tre Timer, stadig imod Nord, med Ansigtet imod Vinden. Paa dette Tidspunkt antog jeg, at jeg var mindst fem Mil fjernet fra Fængslet. Dagen var ved at bryde frem.
Efter tre Ugers Forløb havde jeg faaet løsnet saa mange Sten, at jeg kunde klemme mig ud igennem Aabningen. Alt var saaledes rede til vor Flugt. I vil forstaa, at jeg altid om Dagen satte Jernstangen og Stenene tilbage paa deres Plads, og Vagten opdagede heldigvis Intet. Tre Dage efter vilde det være Nymaane, og det forekom mig at være et gunstigt Øjeblik til at vove Flugtforsøget.
Men da de var komne Halvvejen, begyndte Ravnen at blive usikker i sin Flugt; den slog somme Tider ganske vildt med Vingerne og var lige ved at styrte i Havet. Men endnu kunde den ved Vingernes Hjælp lade sig føre til Vejrs igen. De var komne over Halvvejen og havde ikke langt til Land, da Ravnen gav sig til at raabe om Hjælp. Den var dødtræt og kunde ikke mere.
Og han fyldtes af en Styrkens og Livets Glæde som et Markens Dyr. I denne Fornemmelse var der en Flugt. Men for Mennesker flygtede han ikke. Tvært imod: han holdt af at høre deres Stemmer om sig, fremmede Stemmer, der for ham blot var Lyd. De nynnede Stilhed ind i hans Sind. Denne Stilhed var det, han trængte til.
Saa kunde jeg vaagne op, badet i Sved, og give mig til at banke paa Væggene. Der var kun et eneste Vindue i Cellen, og selv dette var for lille til, at et Barn kunde slippe igennem det. Desuden var det beskyttet ved en tyk Jernstang i Midten. Som I vil se, var der ikke stor Mulighed for Flugt, men det gik mere og mere op for mig, at vore Anstrengelser maatte rettes imod det.
Og virkelig saa man et lille, mørkt Hoved titte frem bag Stenen derhenne; og samtidig hørtes en underlig Knirken og Knagen, som om Træ blev brækket i Stykker. Kaninen vendte sig til Flugt. Kan vi ikke gaa en anden Vej? hviskede hun. Nej, saa skal vi helt ned til Skrænten igen og tilbage gennem Skoven. Jeg synes, her er en Sidevej ... Jamen det er først langt oppe ... Lad os bare gaa!
Dagens Ord
Andre Ser