Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 3. juni 2025
Det var frygteligt at se, hvorledes Polakkerne kastede sig over dem, lig sultne Ulve over en Flok af fede Faar, thi som I véd er Polakkerne og Kosakkerne, trods Navneligheden, Dødsfjender. De fleste blev dræbt i de øvre Værelser, hvorhen de var flygtede, og Blodet flød ned i Salen som Regnen fra et Tag.
Hvilken lykkelig Julidag var det ikke, da jeg første Gang hinkede hen til Døren og stod i det gyldne spanske Solskin! Aftenen før havde jeg hørt fra Regimentet, der befandt sig i Pastores paa den anden Side Bjergene, Ansigt til Ansigt med Englænderne og ikke ti Mil fra mig. Men hvorledes skulde jeg komme derhen? Den samme Lansespids, som havde saaret min Ankel, havde dræbt min Hest.
Han vilde kun være i Stand til at elske lige til det sidste. Den Slags Kærlighed, som enhver anden Kvinde vilde dø for, men De De er Carmen." I alt Fald skal hverken hun eller nogen anden Kvinde se, hvad jeg er eller ikke er. Ingen skal se ind i mit Hjerte. Jeg sagde roligt: "Carmen blev dræbt." "Og det var godt nok til hende, den fortryllende, djævelske Dæmon!"
Jeg vilde rydde Fortiden ud af mit Liv og slette den Sorg, jeg havde gjort dig. Til at begynde med gik alt godt. For hver Dag der gik, syntes Verden mig klarere og lysere, og for hver Dag slog jeg dybere og stærkere Rødder i denne Verden. Jeg havde dræbt Fortiden bag mig og arbejdede mig opad. Og som min Styrke voksede, svandt min Brøde bort.
To Indfødte blev fangede, femten dræbt, Resten flygtede. Passeret en strid Strøm, 150 Alen bred; en Flydebro lavet af Træstammer forbundne med Lianernes Ranker. En Stamme gled løs og to Kvinder, lænkede i samme Gaffel, faldt i Vandet. Der viste sig Krokodiller som snappede efter Slaverne i Udkanten af Færgen. Stærk Regn, opblødt Jord. Besværlig Marsch. Fik Øje paa stakkels Nan.
Jeg kan ikke sige Jer, hvor dette Syn glædede mig, thi det viste, at jeg ikke havde dræbt ham, og desuden, at mine Medfanger kendte Sammenhængen med min Flugt. Hele Dagen laa jeg skjult under Buskene.
En Dag mødte han en gammel Mand i en brun Kappe, der spurgte ham, hvad der fattedes ham. Thjodolf svarede ikke. »Men jeg veed, hvad der fattes Dig«, sagde den Gamle. »Du har dræbt din Hustru og myrdet din Fostbroder.
Ingen af de andre hjalp hende og hendes seks Børn, nej, det er sandt, det mindste af Børnene havde hun dræbt kort efter Mordet; hun knuste det lille Barns Bryst mod en Sten og begravede det hos Faderen. Da Konen indsaa, at de maatte komme til at dø af Sult inden ret længe, foretrak hun at dræbe sine Børn og sig selv. De var allerede dengang stærkt medtagne af Sult og havde svært ved at rejse sig.
Han kom til at tænke paa sin Søster, og megen Medlidenhed havde han med hende, nu da de havde dræbt hendes Mand og Forsørger; og han brød ud i høje Veklager over Ilisimartoq og begræd hans Død. Men Igsiavik, hans Broder, gik hen til ham og sagde: „Og saa dræber vi dig, hvis du ikke straks holder op med dine dumme Veklager.“ Da tav Isângassoq, thi Igsiavik var hans ældre Broder.
Ja, det er Thomas. Det er ham, og ingen af os andre. Han vred sig op imod Væggen. Var den Præst dog ikke snart færdig. Var det dog ikke snart nok. Hvorfor skulde han pines saadan. Og Præsten talte om Elias, talte om hans Enke og de 7 smaa Børn. Og han talte om den unge Knøs, der var, bleven slæbt med, og som endnu levede, da Mændene fandt ham bag Stenen. Og det var Thomas, der havde dræbt dem.
Dagens Ord
Andre Ser