Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 21. juni 2025
Agnes blev vækket om Natten af en forskræmt Pige med et Tællelys: Der er Bud Frøken fra Stationen ... Frøkenen maatte endelig komme. -Bud ... Agnes var ude paa Gulvet. -Hvem er her? sagde hun. Hun raabte ned gennem Gangen. -Jeg, sagde Lille-Bentzen. Agnes kom ud i nogle Sjaler. -Hun dør, Frøken, sagde Lille-Bentzen. Han stod bleg og tænderklaprende. Lille-Bentzen havde aldrig før set nogen dø.
Det kom saa pludselig paa ham, at det næsten havde taget Vejret fra ham, for han havde været glad som faa og hørt til en varmblodig og hedhovedet Slægt. Han huskede endnu, hvorledes han havde overvejet, om han ikke hellere burde dø, og han smilte nu, det randt ham i Hu. Men han havde valgt at leve. Og saa kom Manddommen.
Sundet var tillagt, og de milevide Isgulve sukkede og sang om Nætterne. Der var en vanvittig Magt i Isens Drøn. Det var Frostens Lynslag fra Kyst til Kyst, det var Mindelser om forfærdelige, bundne Kræfter. Mikkel hørte det, hvor han laa. Han vækkede Kongen en Nat, han troede han skulde dø. Det ringer saa voldsomt for mit venstre Øre, fortalte han isnende kold.
Det er ikke saa haardt, siden man kan dø, inden man er død. Axel erindrede Træk fra sin Barndom, da han havde været saa stolt, at haard Behandling, Prygl smagte ham bedre end Venlighed.
De gik ud sammen med Doktoren, og man hørte deres Skridt dø hen paa Gangen, til der blev ganske stille. Fru Brandt gik ordnende frem og tilbage hos den Syge, sortklædt, i sin brede Silkekjole, der knitrede: -Men man maa heller ikke give sig hen, sagde hun og tog op i Mandens Puder. Hun blev staaende et Øjeblik foran Sengen og sagde med den samme Stemme: -Nu skal Apotekeren overrække Stagerne.
Dagen efter at Katiaja havde faaet at vide, at hun skulde dø, gav Christian sig til at raadspørge sine Hjælpeaander. Han gjorde det sammen med Qiorartoq, Katiaja's forhenværende Medhustru. Vi hørte ham tale derinde med sine Hjælpeaander; og Angst greb os, for nu vidste vi, at Katiaja ikke havde langt igen.
Hun havde siddet ved Orgelet, da han kom, men saa havde han i Kejtethed tabt sin Bogbunke paa Fliserne, og hun havde rejst sig og set ned over Balustraden mod det Sted, hvor han stod. Hun spillede dejligt. Højt brusende kunde det lyde som Folkeskarers jublende Tilbedelse, der hæver sig i tusindstemmet Lovsang; dæmpet kunde det dø, som den sagteste Hvisken, Aandepust af Rummets Skygger.
Orgelpiberne hvinede, inden de tav. "Hvorfor vil De gøre Nar af mig," sagde han. Ordene kom som et halvkvalt Udraab, man hørte Genklangen dø oppe i Koret ... "det er Synd, Synd af Dem ..." Hun undertrykte et flygtigt Smil, og mens hun bøjede sig frem mod Orgelet, sagde hun mildt: "Jeg gør ikke Nar, Høg, jeg holder af Dem." Hun saá paa ham nedefra.
Jeg vilde jo alligevel bare springe af Vognen og skrige og skrige og løbe tilbage og blive vanvittig af Længsel! Hvor kan man dog elske et Sted saa højt, hvor man har haft det saa ondt? Jeg véd det ikke. Nej jeg vil dø, det er det eneste, der er for mig at gøre.
Gennem dem faar Forældrene Lov til at leve med i den næste Slægt ogsaa: de staar endnu midt ude i det hele og kan mærke, hvordan det lufter ind imod dem ... Men naar Børnene gemmer sig ind til En og med Villie gør sig gamle ligesom En selv, saa er der jo slet ikke mere. Saa synes man, at hele Verden udenom En er bleven ond, og saa er der ikke mere tilbage uden at dø." Han havde talt sig varm.
Dagens Ord
Andre Ser