Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 25. juni 2025
"Der er den Synd, at de gaar bare og bliver endnu ældre af det. Saa æld-ældgamle. De faar Lov til at stænge sig af. Naar man har Børn, saa er det gennem dem, man skal holde sig Døren aaben til Fremtiden. De er inde i Ens Liv, og saa gaar de ud i Verden og bringer stadig noget nyt og friskt med der ude fra.
Til at begynde med var det hendes Agt at tilbagelevere ham det altsammen igen, naar hun havde faaet samlet en større Sum, bare for at vise ham hvilken Fristelse, han udsatte Folkene i Huset for ved sin Galskab.
Talte blot om ét og det samme: det , man ventede nu, hvor Kejseren var rejst fra Compiegne og stødt til Hæren. Selv Frøken Minna var ude med Herluf, saa den gamle sad alene i sin Krog og skreg paa Opvarterne, hvoraf ingen hørte; de stod bare i Stimmel ved Indgangen, saa hede som alle andre. Ude tog Støjen til, og Opvarterne satte op paa Borde, Ryg over Ryg, for at se.
Og om de nu virkelig bare havde drømt det hele, visselig, da havde jo Mand og Kone drømt den samme Drøm paa samme Tid, og heller ikke det forstaar vi.“ „Men ogsaa andre Gange har jo gamle Eval og hans Kone oplevet Ting paa deres Rensjagter, som de aldrig kom til Klarhed over,“ sagde en anden. „I kender vel Historien om den store Sten med Indskriften?
Første Nat drømte jeg, at en hvid Mand kom ind i vort Hus; han havde en stor Pels paa af lutter spraglede Skind, og saa spurgte han efter Nukerujuk: „Den senede“. Hvad skulde det sige? „Den senede“ var en forlængst afdød Angakok fra Østkysten. „Han er gaaet ind i Silas' Hus,“ skyndte jeg mig at svare. Det var den bare Løgn, men jeg var bange; ja, og saa forsvandt Manden.
Hun havde altid bevaret et Bondepige Haandtryk, der bare "rørte". Nu var Haanden iskold. -Hjælp Fruen, sagde hun til Sofie. Sofie tog Kaaben af Fru Reck med sine knoglede Hænder. De kom ind i Stuerne: -Aa, hvor er de store, brast det ud af Fru Reck. Hun blev rød i det samme: Hun var blevet staaende, et Nu, ganske forskrækket foran de lange, landlige Gulve.
"Nej, det gør Dick nok heller ikke," svarede Negoro med et selvtilfreds Grin. "Men jeg skal klare Begreberne for dig, og saa kan du jo lade din Visdom gaa videre til 'din unge Ven'." "All right, lad os bare høre." "Ser du, 'Pilgrim' skulde altsaa til Valparaiso, men jeg vilde ikke have været med længere end til Chile; saa var jeg da altid saa meget som Halvvejen til Angola.
Og selv om det nu ogsaa var, som de sagde, saa kunde de da nok tænke sig, at vor Hanne ikke kom rendende hjem med en Unge, uden at hun var blevet kristeligt gift. Var de maaske det? Naa saa vilde de maaske gaa. Og saa manglede det da ogsaa bare, at et Par gamle Forældre ikke skulde kende deres eget Barn igen. Der havde været Postyr nok om den Tøs. De gik til alle de Folk, som de kendte.
Thi han talte saa lidt om sig selv. Hun kunde ligefrem kæmpe for at faa ham til at tale, fortælle, give sig hen thi han var bare som bunden af hende, sunken hen i en stirrende Beundring, hvor han gik op i det: at se og høre hende. -De taler aldrig, sagde hun til ham. Fortæl mig noget. -Om hvad? Jeg ved ikke hvad jeg skulde sige: De taler jo.
"Ja ja saa skal jeg tage et andet Tilfælde. Jeg har en Ven en udmærket Karakter, brav, trofast han gaar en Gang om Aaret rundt og laaner Penge af alle os, der kender ham fra gammel Tid. Vi giver ham gerne lidt alle vi kan jo allesammen godt lide ham. Han maa have dem, siger han bare og saa lægger han Hovedet paa Siden og ler ... Ved De, hvad han bruger dem til?"
Dagens Ord
Andre Ser