Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 9. juni 2025
Tell me the tales, that to me were so dear, long long ago long long ago. Det var i Hjemmet i Mørkningsstunden. Ude faldt der, sagte, Slør over Slør over den skinnende Sne. Længerne blev borte, de store Popler forsvandt. Kun Jens Røgter listede derovre ved Staldene med sin Lygte. Inde sad vi, Børnene, rundt paa Skamler. Stuen var stor, Krogene fjerne.
Det er noget, Børnene lærer .... Vi prøvede engang Andenlæreren og jeg. Han kom listende ind og sagde "Bøv", og saa kunde jeg fortsætte. Jamen saa sov du vel heller kuns paa Skrømt? Jeg vidste bestemt ikke, at han kom. Du kan selv spørge ham, hvis han vil svare dig nu. Han gjorde sig saa lille, at han kom ind i en Bondefamilie.
-Det er iforvejen haardt nok at være tjenende, sagde Faderen. Maaske gjorde Børnene sig i Anledning af det "haarde", i Stilhed adskillige kritiske Tanker: for i Hjemmet var der ingen, som regerede uden dem, der tjente. Tine fra Skolen, der var den sunde Fornuft, sagde, naar Moderen klagede: -Gud, skift ikke, sagde Tine: det er dog bedre at være i Lommerne paa de gamle.
Moderen satte sig i den Hestehaarssofa, med et Plump, lige under Billedet af Kong Frederik den Syvende. Han hang der mellem sine to lovmæssige Gemalinder. Børnene blev placerede paa Stolene rundtom. Paa Kaffen brændte de sig og tog ikke Øjnene fra Vaflerne. -Pas paa din Kop, raabte Moderen til den ældste Dreng. -Jøsses, lad ham sidde, sagde Tine. Men Moderen rystede paa Hovedet.
Børnene var løbet bort og hun var ene. Stille gik hun ind og aabnede Brevet, Faderen havde lagt paa hendes Bord. Langsomt foldede hun Brevet ud og læste: -Lykke er det saa underligt at ønske Dig. Men jeg ønsker Dig det bedste, Livet vil give Dig. Din Fritz. Moderen bøjede atter sit Hoved. Hun vidste ikke selv, at hendes Hænder lidt efter lidt udviskede Blomster-Navnet paa hendes Dug.
Oftest "Hjortens Flugt". Versene smøg sig saa ømt om hendes Stemme. -Aa, der er ingen, der læser som Fruen, sagde Stuepigen. Hun hørte til henne i Krogen ved Bogskabet. Til sidst blev Faderen utaalmodig, og Børnene skulde i Seng. Saa græd de og fik Svedsker for artigt at følge med Barnepigen. Men Moderen fulgte Tine op ad Alléen med bart Hoved. I klare Nætter gik hun der længe.
Selv Stella blev en anden, nu da hun ikke saá ham, hun haabede, det nu var forbi, at Lægerne derinde maatte kunne gøre noget. Dagen efter kørte hun i Skoven med Børnene. De havde sparet sammen til denne Tur, og nu kunde de ligesaa godt gøre den den ene som den anden Dag.
Folk samledes, Stella nikkede tilhøjre og tilvenstre, fortalte al Verden, at Høg endelig havde givet Lov til, at Børnene maatte være med. Rektor havde netop ladet sin Søn blive hjemme; Overgangsalderen var saa farlig. Det havde Stella saamæn slet ikke tænkt paa. Om Høg troede, det var den virkelige Kankan, de dansede.
»Men hvorfor faaer den da Lov at gaae frit omkring?« spurgte jeg forundret. »Fordi Mo'er og Børnene vil have det, og saa maae jeg tie stille. Den Ting lærer De ogsaa nok, naar De engang bliver gift og faaer Kone og Børn.«
Og Sønderborg var ikke som Augustenborg, noget, man kom til paa en Springvej, det var to Mil og en hel Rejse. Men naar Moderen kom hjem, lo hun og pludrede hun og gemte hun, mens Børnene blev lukkede inde i Sovekamret, for de maatte ingenting se. De hørte bare Kusken, der gik ud og ind og slæbte paa Kasser. Det var det fra København. Saa var "det" kommet.
Dagens Ord
Andre Ser