Vietnam or Thailand ? Vote for the TOP Country of the Week !
Opdateret: 31. maj 2025
Og saa for Resten med en god Samvittigheds Ro vente paa den Dag, da Frugten var moden ... Selv gik han nu her for i paakommende Tilfælde at kunne være Skærmbrædt. Sandsynligvis var Fru Herding gaaet i Forvejen, for at Kihler kunde sætte ham ind i Sagerne. Hans Nærværelse var egnet til at dæmpe enhver Mistanke, der muligvis kunde opstaa hos Bøg om, at hele Turen var planlagt som en Fælde for ham.
Og hun gav sig til at vifte. Først med Parasollen, saa, da det ikke hjalp, med Lommetørklædet. "Jo nu har han faaet Øje paa os nu vifter han igen ... Nu kommer han hen til os bare han dog kan komme frem ... Nej hvad er det? Det var da morsomt: Hansen-Maagerup er med kan Du se Hansen-Maagerup ..." Virkelig banede i dette Øjeblik Viggo Bøg sig Vej i Stimmelen med Hansen-Maagerup i sit Kølvand.
Hansen-Maagerup nikkede. Han havde Taarer i Øjnene. Men Bøg sagde kort: "Ja, Du har naturligvis gjort det i den bedste Mening. Men fjollet er det alligevel." Han greb atter Bladet. "Men hvad er saa dette her om mine Anskuelser? Jeg er en Tilhænger af den stille Revolution, staar der. Hvad vil det sige? Det griner jo Folk ogsaa af!" Hansen-Maagerup aandede atter op.
"Nu maa Du tale med hende selv hører Du Du maa, Bøg ... Dette her kan ikke blive ved at gaa!" Anna var bleven staaende henne ved Døren. Nu kom hun frem imod ham ... Han saa hendes Øjne saa skinnende blanke ... Da var det, som om Aars Tynge gled fra hans Skuldre. Han vidste ikke, om han blev glad, vidste slet ikke af nogen Ting at sige. Alt, alt var glemt alt undtagen det, at hun var der.
Da han ikke kunde yde Bøg nogen Hjælp, vilde han i det mindste lide med ham. Og skønt han langtfra var nogen Aftenhelt, tvang han sig hver Aften til at blive siddende oppe, til hans Offer som et saadant betragtede han ham gik i Seng. Han tog en Bog for sig men læste ikke, sad blot med glippende Øjelaag og vaagede som over en Syg.
Og det var ham, som om Sommeren drog forbi dernede og lod sin Hilsen stige op til ham ... I den Tid, der fulgte efter, talte de hver Dag sammen om Anna. Det var stiltiende slaaet fast imellem dem, at Bøg maatte og skulde vinde hende.
Flyge," sagde han, "det er en Sag af nogen Vigtighed, jeg vilde tale med Dem om. Det er en ung Videnskabsmand, Hr. Bøg Viggo Bøg jeg saa Dem sammen med ham for nogen Tid siden ved en Brydekamp ..." "Ja, jeg kender ham kun meget lidt." "Det gør heller ikke noget vi vilde gerne have saa upartiske Oplysninger om ham som muligt ... De ved maaske, han har gjort en Opfindelse?" "Nej.
Saa lod man ham faderligt vide, at han vistnok vilde gøre bedst i at slaa ind paa en mindre balstyrig Gangart og at Hensynet til Almenvellet var vigtigere end hans private Nykker. Mellem Fabrikkens Arbejdere vakte Sagen ganske naturligt særlig Opsigt. Og en Dag mærkede Bøg, at de var komne under Vejr med, at Opfindelsen betød Indskrænkning af Arbejdsstyrken.
Og de skulde vel vide at lyse enhver Art af Lumskerier hjem. Da han tav, brød der Bifald løs fra alle Sider af Salen. Bøg vidste nu, at han havde tabt sit Slag. Han følte hverken Vrede eller Sorg derover, havde kun en slap og kold Fornemmelse af Tomhed. Der kom flere Talere op imod ham. Nogle holdt vidtsvævende politiske Foredrag, Andre talte ud fra rent faglige Synspunkter.
Bøg arbejdede med en næsten forbitret Ihærdighed. Opfindelsen var som slettet ud af hans Liv. Ikke at han for bestandig havde opgivet den. Men den optog ikke mere hans Tanker. "Der er det, som jeg nu synes er større," sagde han en Dag. "Der er noget, som er saa stort, at det staar for mig, som om alle de Fremskridt, der hidtil er gjort, bliver til ingenting ved Siden af det.
Dagens Ord
Andre Ser